Tiden omkring jul og vintersolhverv er, og har altid været, speciel for mennesker, især på vores halvdel af kloden. 21. december er den dag, hvor mørket topper. Det er den dag med den mindste mængde lys på hele året. Derfra begynder lyset igen at blive stærkere og stærkere, og da lyset (solen) er lig med overlevelse, er denne periode blevet fejret og æret igennem uendelige tider.

I mange år søgte jeg efter måder at fejre julen i det indre, og nære min sjæl og den del af min personlighed, der mærkede, at der var mere i julen end juletræ, julegaver og familiesammenkomster.

Et af de redskaber, jeg fandt til at fordybe mig i denne særlige energi-indstrømning, er at arbejde med tankefrøene til de 12 hellige nætter før og efter jul. Arbejdet med disse tankefrø er et redskab til fordybelse og selvudvikling.

Den oprindelige idé i dette gamle juleritual er at bruge lysets årlige fornyelse som et redskab til bevidst at bruge den ydre naturs rytme til også at lade denne fornyelse af lyset gælde for det indre lys’ genfødsel i vores indre natur.

De hellige nætter er som en slags forberedelse på det nye års komme. Gennem nattesøvnens renere filter, hvor vi ikke bliver forstyrret af alle de daglige tanker og forstyrrelser, kan sjælen lettere befrugte vores sind med de frø, der skal vandes og spire i det kommende år. Dette er også grunden til, at det kaldes ”De hellige nætter” og ikke ”De hellige døgn”.

Billedligt kan det ses, som når en kunstner modtager inspiration til det kunstværk, der endnu ikke er manifesteret i det fysiske materiale.

Det er vigtigt at huske, at der er tale om kim/frø for det kommende år, og altså ikke den endelige sandhed. Således kan man sige, at de hellige nætter for en kort stund viser mulighederne for det kommende år. Dette syn bliver dermed som en slags styrkende drik før rejsens (årets) begyndelse.

Der findes forskellige måder at arbejde med de 12 hellige nætter på. De tankefrø, jeg arbejder med i denne bog, er bygget op omkring de 12 hellige nætter før jul, hvor vi arbejder med personlighedens vækst, og de 12 hellige nætter efter jul, hvor vi arbejder med sjælens vækst.

Oprindeligt er der også en sammenhæng med de astrologiske tegn, hvor hver nat og tankefrø hænger sammen med et bestemt stjernetegn og en bestemt periode i det kommende år. Det har jeg valgt ikke at tage med her, men du kan læse mere om det i de henvisninger, jeg har bagerst i bogen.

Sådan kan du arbejde med tankefrøene:

Du kan hver aften, inden du går i seng, læse dagens tankefrø enten højt eller inde i dig selv. Mærk efter, hvad det gør i dig, og bed indvendigt om, at der i løbet af natten og det næste døgn må blive vist for dig, hvad du har brug for at vide i forhold til det pågældende tankefrø. Du kan også vælge at gøre det mere rituelt ved at tænde et lys, spille et bestemt stykke musik, som sætter dig i den rette stemning, eller noget helt tredje der føles godt og rigtigt for dig. Det kan være en god idé at have en notesbog og blyant liggende ved sengen, så du kan skrive de vigtigste ting fra nattens ”drømme” ned.

Læg mærke til, at der er to tankefrø den 24. december.

Formålet med disse tekster er dels at give dig inspiration til at prøve at arbejde med tankefrøene, dels at dele de inspirationer, jeg fik ind i 2016, da jeg arbejdede med de 12 hellige nætter.

Teksterne kan bruges hele året, men tankefrøene er mest optimale fra den 13. december til den 4. januar.

Har du ikke allerede tilmeldt dig rejsen, så kan du stadig nå at komme med her eller du kan købe e-bogen med de samlede tekster her

Rigtig god fornøjelse ♥