I 2003, for 20½ år siden, døde min mor. Kun 52 år gammel. Jeg var 28 år.
Det var meget pludseligt og helt uden varsel. Hun fik en hjerneblødning, lå indlagt i koma i 12 dage inden hun fik et par hjerneblødninger igen og blev erklæret hjernedød.
Hun blev indlagt i hast meget tidlig en tirsdag morgen. Aftenen før havde jeg været på besøg hos mine forældre til spisning, men allerede der var min mor dårlig med voldsom hovedpine, så min far og jeg endte med at spise sammen alene, mens min mor lå på sofaen i stuen.
Efterfølgende var jeg inde hos hende for at give hende en nakkemassage og healing, og jeg husker jeg fik ordene “det bliver værre før det bliver bedre” ind mens jeg healede hende. (Det er egentligt interessant hvor skarpt disse erindringer stadig står i min hukommelse, når jeg tænker på hvor let jeg glemmer andre ting.)
Min mor havde lidt af migræne i hele mit liv, så det at hun havde hovedpine, og at give hende lidt massage var ikke noget nyt eller farligt.
Denne gang var det desværre noget anderledes.
Klokken 5 tirsdag morgen blev jeg vækket af min lillebror, og fik beskeden at min mor var blevet hentet i ambulance, og at han ville hente mig om en halv time.
Fuck! I en tåge af forvirring, træthed og frygt fik jeg tøjet på, givet katten mad og pakket lidt mad sammen som jeg kunne spise. Chokket sad i kroppen og jeg kørte lidt på automatpilot samtidig med følelserne susede rundt i hoved og krop.
På hospitalet i Roskilde fandt de ud af det var en hjerneblødning, så hun blev sendt videre til Glostrup. Et sted der blev der jeg tog til hver dag de næste 12 dage.
Ret hurtigt fandt vi ud af hvor alvorlig en hjerneblødning hun havde fået, og samtidig med at vi håbede og bad for at få vores mor tilbage, så vidste vi også at sandsynligheden var ret lille for at hende vi kendte kom tilbage.
Lægerne kunne ikke sige noget om skaderne før hun evt vågnede op af komaen efter operationen, så det blev 12 dage med mange snakke om livet, om mor, om kærlighed og alt det der virkelig er vigtigt i livet.
Efter 10 dage nåede vi til at det var vigtigt at give min mor lov til at følge hendes rejse og sige det højt til hende. Både jeg, min bror og min far sagde det alle højt til hende, at hun skulle gøre det der var bedst for hende. Jeg bad også min moster om at sige til sin lillesøster at hun nok skulle tage sig af hendes børn, hvis det var tid til at hun skulle rejse hjem. Min mor var mor med stort M så jeg er ikke i tvivl om at lige netop dette har gjort at hun holdt fast lidt længere for at tage sig af os.
I min familie sagde vi ikke så meget hvad vi følte for hinanden. Vi viste det på forskellige måder.
Men lige der på hospitalet, i de 12 dage, gik det op for mig at jeg ikke havde sagt til min mor at jeg elskede hende. Det sagde jeg mange gange i de sidste dage vi havde sammen mens jeg sad ved siden af hospitalssengen og holdt hendes hånd. Men jeg ville sådan have ønsket at hun havde været ved bevidsthed mens jeg sagde det. For selv om hun sikkert har hørt det, så var det ikke helt det samme.
Min mor døde som sagt efter endnu et par hjerneblødninger, og mit hjerte gik itu for en stund 
I opsamlingen af stumperne af mit hjerte, og i opdagelsen af det nye liv uden en mor, mærkede jeg et behov for at leve, mærke og udtrykke kærligheden endnu mere.
Jeg har altid været et kærligt menneske, men jeg ville udtrykke og udlever min kærlighed meget mere.
Det gik op for mig hvor skrøbeligt livet er, og hvor vigtigt det er at jeg gør og siger det jeg ønsker.
Allerede der på hospitalet fik jeg sagt til både min far og min lillebror at jeg elskede dem. Det var vigtigt for mig at få det sagt. Og selv om vi stadig ikke siger det så meget, så er det vigtigt for mig.
Lykkeligvis er jeg nu sammen med en mand for hvem det er lige så dejligt og vigtigt at udtrykke kærligheden dagligt både i ord og handlinger. Og det elsker jeg ligesom jeg elsker ham, min dejlige Martin
Jeg giver min kærlighed dagligt i det jeg gør og er, og stadig nu over 20 år efter er det vigtigt for mig at leve livet, det jeg ønsker og kærligheden fuldt ud hver eneste dag så godt jeg nu formår. Og sige til de mennesker jeg elsker hvor meget jeg værdsætter dem, fordi jeg kan!
Og på den måde lærte min mors død mig at elske endnu mere
Min egen afslutning med min mor fik jeg to måneder efter hun døde, hvor hun kom til mig og sagde farvel og sagde hvor meget hun elskede mig. Selv den dag i dag sidder jeg med tårer i øjnene mens jeg mindes dette utroligt smukke møde på tværs af dimensioner.
Tak mor! Tak for at lære mig om kærligheden, både som levende og gennem din død
