“Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that.” ― Martin Luther King Jr.
På samme måde som man ikke kan kæmpe sig til fred, kan man heller ikke bekymre sig til glæde. Begge to er med garanti prøvet rigtig mange gange, og også af mig selv. Problemet er bare, at de ikke virker! :-D
Hvis du ønsker et liv i glæde, fordrer det at du ændre din måde at tænke på, og din måde at se verden på. Mange af de måder vi tænker på, er programmeret igennem de ting vi har lært igennem livet, men især de første 7 år af vores liv, hvor alt vi oplever, bliver direkte lagt ind på harddisken (i hjernen), uden en vurdering om det nu også kan være rigtig nok. Først når vi runder de ca. 7 år, er hjernen så tilstrækkelig udviklet at der er komme et tænke- og vurderings-”filter” på.
Dette blogindlæg er blot ment som inspiration, og der findes mange forskellige måder hvorpå man kan om-programmere det allerede tillærte tankemønster.
En af de mange måder du kan ændre din tankegang fra bekymringspræget til glædespræget, er at lægge mærke til alle de gode ting i livet. For mig er det både de store ting, men især de små simple ting i hverdagen. Her er lidt eksempler der lige kom frem, da jeg skrev dette:
- At have muligheden for at tænde op i brændeovnen, når jeg er blevet kold.
- At se de to nyeste ex-burhøns trives mere og mere, og være en del af hønseflokken.
- At have en dejlig seng der passer til min krop, og at kunne sove trygt og godt hver nat.
- At have adgang til rent og belivende vand.
- At kunne vælge at tage et selvstudie på engelsk i økonomi og investering henover en weekend, fordi jeg har lyst.
- At kunne låne bøger på biblioteket kvit og frit, uden at skulle betale for al den viden jeg tilegner mig.
- At have en have og natur omkring mig, som jeg kan gå ud i.
- At have adgang til god og nærende mad.
- Osv. osv. osv.
For mig er det blevet en vane at have fokus på det gode der er i mit liv, så derfor siger jeg ofte tak. Jeg har øvet mig i rigtig mange år, og her som alle andre steder gælder – øvelse gør mester. Læs her hvorfor :)
Forestil dig din hjerne som en urskov. Du ved, sådan en hvor man ikke kan se hvor bund og top adskiller sig fordi den er så tæt bevokset. Nogle steder er der trådt stier, andre steder er der ufremkommeligt. Stierne er de tanker du allerede vanemæssigt tænker. Så hvis din ”vane” er at bekymre dig, så vil disse veje være gået så mange gange, at der er en fin nedtrampet vej i vildnisset, og det er lettest for dig at gå denne vej – fordi den er der!
At skabe nye mønstre handler ganske ”simpelt” om at skabe nye veje i urskoven. Det kræver arbejde, og vedholdenhed. Forestil dig alle de grene og udvoksninger der skal fjernes med manchetten de første mange gange, og herefter skal vejen betrædes så mange gange, så der dannes en sti, hvor du kan kommer frem let og ubesværet.
På samme måde gælder det når vi skal øve os i at tænke positivt. Den allerede tiltrådte sti er så nem og ligetil at vælge, men hvis ønsket om at skabe et mere positivt livssyn er dukket op i dit indre, vil smerten ved at gå den anden og ”lette” vej blive større og større, og til sidst MÅ du bare vælge den nye for at undgå denne smerte.
Når du gør, så vid at det er helt normalt at det kræver tid. Rent fysiologisk skal der også skabes nye veje og forbindelse inde i hjernen, men jo mere du går den nye vej, jo hurtigere bliver forbindelsen skabt, og vejen større og lettere. Det er bl.a. derfor at ting som positive affirmationer, og taknemmelighedsjournaler virker, fordi de hjælper os til dagligt eller ugentligt at træde stien mere og mere tydeligt.
OBS!: At have et positivt livssyn betyder ikke at man ikke har nogen udfordringer i livet. Men det har betydning for, hvordan vi vælger at håndtere disse udfordringer når de dukker op, og om vi lader dem styre vores liv ♥
Så lad os begynde allerede nu, hvad er du taknemmelig for i dit liv?
Jeg er ved at udarbejde en gratis lille e-bog, med forskellige måder at opøve den positive livsstil, den kommer til at ligge under min firmaside. Hvis du kunne tænke dig at få den så snart den udkommer, så tilmeld dig ved at sende en e-mail til mig til tilmeld@thirajane.dk, og skriv ”ja tak til e-bog om glæde” i emnefeltet, så sørger jeg for at sende den af sted til dig, så snart den er frisk fra ”trykken” :-D