(det her er et af de opslag der er svære at skrive for jeg har nærmest grint mig igennem den første del, og været meget længere om at få det skrevet fordi jeg har haft grineture undervejs)

I nat vågnede jeg ved at jeg lavede et højt udbrud i søvne, og samtidig vækkede jeg Martin, som lå ved siden af i sine helt egne drømme. I drømmen havde jeg åbenbart bevæget mig tættere (fysisk) ind til ham, så da han vågnede, lå jeg så tæt på hans ansigt at han i halvsovende tilstand blev forskrækket, og i denne tilstand gjorde sig klar til at bekæmpe det ”væsen” der pludselig truede ham i hans halv bevidstløse tilstand. Jeg selv var nået at vågne af mit udbrud, og det ansigtsudtryk, udråb og kropssprog som Martin gav, var så morsomt at jeg begyndte at grine. Grine så meget at jeg ikke kunne stoppe igen. Martin vågnede efterhånden mere og mere, og forstod ikke helt hvad der skete, og i mit grineanfald var det utroligt svært at tale samtidig. Jeg forsøgte flere gange at forklare det, men blev indhentet af min stærke visuelle evne til at se ting for mig, og brød sammen igen. Grineanfald (hos mig) ligner utrolig meget gråd, og kan for udeforstående godt virke som om at jeg græder, fordi jeg nærmest hulker samtidig med, men Martin har heldigvis efterhånden oplevet mig få sådanne grineture adskillige gange, så med hans blide tålmodige sind afventer han at jeg når et stadie i grineanfaldet hvor jeg rent faktisk er i stand til at tale. Men i nat holdt den ved i 15-20 minutter, og den stakkels mand ville jo gerne sove. Langt om længe efter jeg både havde fået ondt i mave og hals, lykkedes det mig at få skruet lidt ned for energien i mit system og fortalt hvad det handlede om. Og selv om jeg stadig lå og klukkede ned i puden en gang imellem, så lykkedes det os heldigvis begge at falde i søvn igen.

Nattens oplevelse minder mig om hvor mange gange jeg sammen med Martin har haft disse grineture, og at det i virkeligheden har været noget jeg gjorde en del i min barndom. Min mor og jeg kunne tit få sådanne ture sammen – smittet af hinanden – og min far ynder at fortælle hvordan min lillebror elskede at få os til at fortsætte. Jeg har altid fået at vide at jeg var et ret glad barn, men på et tidspunkt i min barndom/teenageår er jeg stoppet med disse grineture, og som voksen opdagede jeg endda i en periode at jeg tog mig selv i at sige undskyld hvis jeg grinte for højt eller meget. Hvorfor det er sket husker jeg ikke, og det er heller ikke længere nødvendigt for mig at vide, for sammen med Martin har jeg givet mig selv tilladelse til at være mit sande og naturlige selv, og bragt den sande livsglæde, der er mit indre, i spil. Da jeg var sammen med en tidligere kæreste opdagede jeg efter vores brud at jeg i hele perioden havde skruet mig selv ”ned” i livsenergi, for mere at passe hans melankolske energi-niveau. I starten af forholdet havde jeg forsøgt at ”hive ham lidt op”, men efterhånden som tiden gik blev det for svært at gå i forskellen at jeg valgte at skrue mig selv ”ned”. Det var som sagt først efter bruddet jeg opdagede det, og efterfølgende lovede jeg mig selv at intet menneske må få mig til at ”dræbe” min egen indre livsglæde!

Heldigvis har jeg mødt min dejlige Martin, der som jeg forstår at udtrykke og udleve den barnlige glæde side om side med fornuften, og det giver et vidunderligt samspil og selv om jeg også kan have problemer i livet, så giver denne energi en helt anden oplevelse af livet.

Der kan godt være en tendens til blandt voksne mennesker, at livet skal være alvorligt, men i virkeligheden skulle vi måske ikke være så alvorlige hele tiden?

Forskerne ved at det er sundt at grine, og at vi ligefrem kan forlænge livet ved at grine mere. Man ved også at børn griner meget mere end voksne, og at denne evne og lethed ”dræbes” hos de fleste efterhånden som vi bliver presset igennem uddannelsessystem, overgang til voksendom og alvorens indtræden i vores liv. Men man kan godt være seriøs og glad samtidig med, og det er ok at larme lidt når man griner selvom de andre ikke gør det. Selv Martin der ingen idé havde om hvad jeg grinte af i nat begyndte at grine, fordi latteren smittede, og det gør det jo i virkeligheden også for de fleste af os.

Jeg oplever mange mennesker der elsker at lytte til mennesker og børn der griner, men samtidig selv sidder og er lidt alvorlige. Tør du åbne mere op og lade latterens mildhed og lethed råde i dit liv eller er der stadig ting der holder dig nede i det stramme og lidt mere alvorlige hylster?

Lad os gøre verden til et gladere sted og grine meget mere, og skulle du støde på mig et sted derude i verden og se mig stående foroverbøjet med en undrende Martin ved siden af, så har jeg såmænd nok bare fået endnu et grineflip 😉

Kærligste glade knus til jer alle