Det interessante ved livet er, at selv om det på ydersiden for andre ser ud til at der egentlig ikke sker så meget, så kan der være store forvandlinger på den indre side hos det enkelte menneske.
Vi mennesker håndterer indre forandringer på forskellige måder. Nogle bliver mere udadvendte og deler en masse der ikke har med det at gøre (fx på sociale medier), og andre går helt i hi og forsvinder fra den ellers synlige overflade.
Og så er der alle dem midt i mellem hvor vi slet ikke opdager det, men hvor forandringer sker i det ”skjulte”.
Alle os der lever i denne tid, har meldt os til en tid der er fuld af forandringer både i det ydre og i det indre. Det kan for mange mennesker nogle gange synes som om vores sjæle måske har været lige lovlig ambitiøse på den anden side, inden vi trak slørene for den viden og trådte ind i den fysiske verden.
Andre mennesker frydes af glæde og surfer på den perfekte bølge, da forandringer er deres rette element.
Det er en tid hvor det at være tolerant, forstående og rummelig kan være virkelig stærke værdier. Hvis bare vi kigger på os selv og de ting vi oplever, og hvor lidt eller meget vi rent faktisk deler af dette med omverdenen, kan vi måske få en forståelse for hvad andre mennesker omkring os kan gennemgå uden at vi ved noget om det.
Jeg husker stadig dengang jeg for snart 6 år siden (i foråret 2017) pludselig stod på gaden uden at have et sted at bo. Dag-til-dag blev jeg sendt på gaden af en eks-kæreste. En veninde havde midlertidigt stillet sin stue til rådighed så jeg havde et sted at sove den første uge. Mens jeg slæbte på kuffert, rygsæk og utallige poser (mine øvrige ting var i hast sat på et lager), kæmpede jeg en indre kamp for ikke at gå i tusind stykker der midt på gaden.
Mit ydre var fastfrosset og måske har jeg virket noget afvisende for de mennesker jeg mødte på min vej fra Herning til Aarhus med diverse offentlige transporter. Mit indre var allerede gået ”i stykker” og var i en tornado indvending. Al min kraft gik på at holde fast i mig selv lige nøjagtig så meget så jeg ikke brød fuldstændig sammen der midt på busholdepladsen.
Og lige der kan jeg huske at jeg tænkte hvor vildt det er hvordan man kan gå rundt omkring mennesker, med et indre der er fuldstændig i kaos, og INGEN ser det!
Det er klart at havde der været et menneske jeg kendte havde jeg ikke kunnet holde det tilbage, men lige der blandt en masse fremmede magtede jeg lige nøjagtigt at holde mig samlet tilstrækkeligt til at jeg kunne fortsætte mine skridt hen mod togstationen, med kroppen tynget af fysisk oppakning, og indre følelsesmæssigt tornado.
I toget satte jeg mig i en stillekupe med alle mine ting, og kiggede stift ud ad ruden. Først der gav jeg begrænset slip, og hele turen (på ca. en time) fra Herning til Aarhus løb tårerne konstant ned ad mine kinder.
I dag har jeg det lykkeligvis godt, og oplevelsen gjorde også en masse gode ting for mig.
I en tid (2023) hvor det er umuligt at fastholde status quo er det utrolig vigtigt at huske at vi alle bliver ramt af forandringer.
Nogle mennesker deler det og andre skjuler det. Nogen håndterer det, andre kæmper vildt og voldsomt, og må til sidst overgive sig til livet.
Selv om det på det nærmeste er blevet en folkesport for mange at udtrykke holdninger (især kritik af andre), så er det om muligt blevet endnu vigtigere at huske at vi ikke ved hvordan det er at gå i andres sko, og at det kan være umuligt at se og gennemskue hvad andre mennesker gennemgår.
Som den gode Dalai Lama ofte er citeret for ”Vær venlig når det er muligt. Det er altid muligt!” 
I kærlighed
