I mandags mistede vi en af vores høns – Lina hed hun. Lina var en af de der specielle sjæle, der bare vadede lige ind i hjertet på en. Hun var den der var nederst i hierarkiet, men når der blev serveret mad glemte hun alt om hierarki og gik ombord i maden – skubbede alle de andre høns væk. Lina var lidt af en tumling, på den rigtig søde måde. Hun synes det var hyggeligt at ligge og putte på skødet af en, og hun løb altid efter en for at se om man mon lige skulle have lidt lækkert (og det skete jo også nogle gange :-D ).

14 dage før hun døde blev hun syg og kom i behandling. Jeg tog hende indenfor så jeg kunne holde øje med hende, og de sidste 14 dage levede hun dels på mit kontor og i stuen, og var med udenfor når de andre høns også blev lukket ud. I de 14 dage lukkede kontoret ned kl. 19, for der ville Lina i seng, og hun sov på en stol bag mit skrivebord ;-)

Hun var egentlig blevet frisk lørdag, og var kun lige inde natten mellem lørdag og søndag som en sidste sikkerhed. Men så gik det pludselig ned af bakke søndag. Hun sov det meste af dagen, og var meget træt. Mandag tog jeg til dyrlæge med hende, hvor hun straks kom i behandling for parasitter. En ofte forekommende følge af sygdom fik jeg at vide fra flere efterfølgende.

Turen til dyrlægen skabte i øvrigt meget underholdning for både kvinden på taxa-kontoret, og hos de to taxachauffører jeg kørte med. Ingen af dem havde prøvet at booke en tur til høne eller at køre med høne. Som den ene chauffør sagde: ”Jeg har kørt med rigtig mange forskellige dyr og ting, men jeg har aldrig kørt med en høne.” Tja, det har han så nu :-D

Da jeg kom hjem fra dyrlægen kunne jeg godt mærke at den var gal, så jeg besluttede mig for at lukke ned for kontoret, og være hos hende resten af dagen. Jeg satte mig på sofaen med de ting jeg skulle bruge omkring mig, og mens jeg lyttede til en lydbog lå hun på mit skød og sov mens jeg healede hende. Da Lina var tryg ved nærheden, var det vigtig for mig at være der for hende, når hun havde det skidt.

Sidst på eftermiddagen blev det værre, så vi besluttede os for at hun skulle have fred. Da vi ikke selv har bil, og de almindelige dyrlæger havde lukket kl. 17, brugte vi lidt over en time på dels at finde en vagtdyrlæge (enten 15 eller 30 km væk), og dels på at finde en bil vi kunne låne. Det var yderst svært at finde en bil vi kunne låne, og vi kom til at snakke om, om universet mon prøvede at guide os en anden vej. Da vi endelig fik bilen på plads og aftalt med vagtdyrlægen at vi kom, gik der kun meget kort tid, og så gik Lina i dødskramper og døde mens hun lå i mit skød.

Det er både yderst voldsomt og yderst smukt at være vidne til og være med i overgangsprocessen. Voldsomt fordi det ikke er kønt når kroppen laver de voldsomme dødskramper der involverede basken med vingerne og voldsomme kast med hoved og hals. Smukt fordi det er en gave at få lov at være med når et væsen går over på den anden side ♥

Min gave til Lina var at jeg var med hende hele vejen, at jeg var tilstede og nærværende med hende – og det fortjente hun så meget. Den aften græd jeg. For Lina var en gave til mig, og jeg var en gave til Lina – og selv om jeg hele vejen i forløbet bad til at det bedste måtte ske for Lina, så kommer jeg til at savne hendes skønne væsen og væren her på matriklen. Lina har for evigt printet sig ind i min sjæl ♥

(se billeder nederst på siden)

Lina var ikke bare en hvilken som helst høne. Lina var en eks-burhøne som vi fik fra industrien februar 2015, hvor hun egentlig skulle være gasset og kværnet, men i stedet var hun så heldig sammen med flere af sine søstre at komme ud til nogle gode kærlige hjem. Lina og hendes høne-søster Marie kom til os.

Jeg havde i flere år før ønsket at hjælpe eks-burhøns, men indtil da ikke haft mulighed for at hjælpe, da jeg ikke kunne have høns hvor jeg boede. 1. marts 2015 flyttede jeg over til min kæreste i Herning, og ved et lyksaligt ”tilfælde” passede det med at han manglede to høns, og jeg lige havde set at organisationen Frie Vinger skulle ud og hente høns lige omkring den tid, hvor jeg skulle flytte over til Herning. Så med lidt overtalelse fik jeg lov til at købe de to nye høns, og dermed give to sjæle en chance for at opleve kærligheden efter et liv i helvede.

Jeg kendte lidt til organisationens frontfigur som også hedder Lina, (vores høne Lina blev opkaldt efter hende :-D), så efter aftale besluttede vi os for at tage imod to af de høns der trængte til ekstra pleje. Da hønsene kom en uge før mig, stod min kæreste helt alene med selve forberedelsen, mens jeg forsøgte at få planlagt hvordan de kom fra Odense til Herning :-D Min kæreste byggede et kæmpe midlertidigt bur til dem, som kom til at stå mellem mit kontor og vores stue. Ja, lidt skørt ikke :-D Men nogle gange skal der skøre ting til for at gøre en forskel. Da det stadig var vinter, og Lina og Marie var stort set nøgne da vi fik dem, ville de være døde af kulde hvis vi ikke havde haft dem indenfor den første måned.

I starten var det meget hyggeligt at have høns så tæt på, og de blev dagligt lukket ud i stuen, så de kunne strække vingerne og gå lidt mere omkring. I øvrigt til stor underholdning for min kat, der dog hurtigt lærte at flytte sig, da hønsene nappede ham i hoved og hale. Begge høns var ret stressede efter den voldsomme behandling i industrien, og jeg brugte en del tid på at heale dem begge.

Det var virkelig smukt at få lov at se hvordan de genvandt tilliden til mennesker, og også fik færre og færre tvangsprægede reaktioner pga. stressen i kroppen. Og på samme måde var det skønt at se hvordan de bare naturligt begyndte at opføre sig som ”normale” høns, med skrab, støvbad, redebygning osv.

Efter en måned var vi alle ved at være klar til at de skulle ud til de andre. Dels havde de fået det meste af deres fjerpragt igen, og dels var jeg ved at blive træt af den voldsomme larm de kunne lave hele dagen. Og jeg sad jo lige op ad dem. Sammensætning gik rigtig godt – de to nye kom hurtigt på plads nederst i hierarkiet under de to store Orpington madammer vi også har.

Den første sommer var det tydeligt at de stadig havde stress i kroppen, men efterhånden som tiden gik, blev de mere og mere trygge, og fik flottere og flottere fjerpragt. Desværre døde Marie i marts 2016 efter kort sygdom. Lina og Marie var det sidste hold høns der var blevet næbtrimmet, og pga. dette havde de ikke samme evne til at ”skære” fx græs og hø over, og Marie døde pga. forstoppelse. I år var det endnu tydeligere at Lina var kommet fri af stressen. Sidste sommer havde hun ikke tid til at ligge ned fordi hun hele tiden lige skulle huske at spise. I år var der en helt anden afslappethed, og hun elskede at ligge og solbade ved mine fødder mens hun dovent nappede til græsset.

Nu er Lina også gået videre til den anden side, og regnestykket er gået op. Efter lige knap 1½ år i helvede som burhøne, fik hun 19 måneder i Paradis hos os i Herning. Et liv fyldt med kærlighed. Og hvis du har læst mit sidste blogindlæg, så vil du se hvor meget både hun og Marie har bragt videre med herfra til den anden side ♥

I juli fik vi to nye eks-burhøns, så eventyret fortsætter stadig for og med dem ♥

(se billeder nederst på siden)

En høne er ikke bare en høne. Selv om vi igennem tiden har måttet høre på mange bemærkninger omkring, at det jo bare er en høne, så er en høne stadig et levende væsen. De fleste dyrlæger ved ikke ret meget om høns, og det er næsten umuligt at få medicinsk hjælp til høns – hvis man altså ikke lige er storproducent eller kender en venlig dyrlæge. Jeg har sågar hørt om en dyrlæge der blankt sagde nej til at aflive en høne, så vedkommende selv måtte hugge hovedet af hønen for at hjælpe den. En forfærdelig oplevelse, og jeg er taknemmelig for at jeg ikke skulle derud – jeg vil helst ikke hugge hovedet af min ven!

For mig har det også været en læring om non-attachment. Hvad var det bedste for Lina, ikke for mig. Altså at være åben for det der skal ske, og ikke være bundet af om Lina overlevede eller ej. Det har også været meget hjerteudvidende. Sorg åbner hjertet, og hvis man tør gå ind i den, vokser hjertet og medfølelsen bliver endnu dybere.

Undervejs har jeg også fået et par mennesker til at tænke omkring det med hvad et liv er. Hvad der afgør om et individ kan elskes eller om det fortjener at blive elsket. Og sidst men ikke mindst har jeg stået ved en af mine kerneværdier – Tilstedeværelse. At være med Lina fordi hun havde brug for trygheden imens hun gav slip. Jeg ved godt hun var et dyr, men selv dyr kan blive bange i forbindelse med smerte og overgangen til døden. I processen viste jeg hende den anden side, og fik også kort et billede af at gruppen var klar til tage imod hende. Da jeg så det, sagde jeg til hende at hun skulle give slip, og at hun er elsket og altid vil være elsket ♥ Og som skrevet ovenfor tog hun af sted kort efter…

Så kære dig der har læst med hertil – mit budskab med dette lange blogindlæg er at tale for alle levende væsener – ikke bare høns. Et liv er stadig et liv – og liv fortjener kærlighed, uanset hvor ubetydeligt det kan virke for os mennesker. Så hvis mit indlæg kan få bare en eneste menneske til at tænke over at dyr også er levende væsener, så er min opgave gjort.

Og JA, man kan godt græde over en høne ♥ ♥ ♥

Be the change you wish to see in the world ♥

Link til organisationen Frie Vinger der har hjulpet os med hønsene: http://www.frievinger.dk/