Vi har alle nogle oplevelser i livet der bliver skelsættende for os. I dag for 15 år siden var en sådan for mig. Normalt plejer jeg ikke at fokusere på denne dag, men i dag blev jeg obs på at det var årsdag, og fik en impuls om at skrive nedenstående, så det bøjer jeg mig for 
I dag for 15 år siden døde min mor. 12 dage inden blev hun pludselig indlagt på Roskilde Sygehus meget tidligt om morgenen fordi hun var gået i koma. De fandt forholdsvis hurtigt ud af at hun havde fået en hjerneblødning, så babu-babu videre til Glostrup Hospital, hvor de netop havde speciale i dette.
Aftenen før havde jeg været hjemme hos mine forældre, hvor min mor havde voldsomme smerter i hoved og ryg. Jeg husker at jeg masserede og healede hende lidt, og at jeg fik ordene ”det bliver værre før det bliver bedre” ind. På det tidspunkt forstod jeg ikke ordene.
På Glostrup Hospital kom hun hurtigt på operationsbordet hvor hun fik lettet trykket i hjernen og lappet hullet der havde forårsaget blødningen. Herfra var der ikke andet at gøre end at vente. Hun vågnede aldrig op af komaen, men lå i denne til den dag hun døde. På hospitalet blev vi fra dag et af gjort opmærksom på hvor vigtigt det var at tale positivt og opmuntrende, da det har vist sig at de fleste der ligger i koma stadig kan høre og følger med i gøren og laden.
Hun var blevet sat til en respirator for at hjælpe hende med at trække vejret, og efter 6 dage fik vi at vide at de ville fjerne denne, fordi hun selv skulle kunne trække vejret. Så hele familien blev samlet mandag eftermiddag for at sige farvel til hende, hvis hun nu ikke selv kunne trække vejret og døde. Min mor var kristen, og gud betød meget for hende, men uden at det var noget der fyldte vores barndom. Det var noget hun holdt mest for sig selv i sit indre, men som voksen havde vi nogle snakke om det. Da vi alle var samlet om hende før de slukkede respiratoren, tog jeg derfor hendes hånd og sagde til hende at jeg ville bede fadervor sammen med hende, hvor jeg ville sige ordene højt og så kunne hun sige dem derinde hvor hun var. Da jeg sagde ordet Amen til sidst løftede begge min mors øjenbryn sig. Det var ret magisk, for indtil da havde hun overhovedet ikke bevæget sig, og hun gjorde det heller ikke siden.
Hun overlevede at få fjernet respiratioren, men det viste sig at hun havde fået lungebetændelse af denne, så hun kom hurtigt på igen for at støtte hende i at hele sig.
Dagene gik og der skete ikke nogle ydre forandringer. Vi begyndte at skulle tage stilling til nogle praktiske spørgsmål, som om hun skulle være organdoner, hvis nu osv. Det viste sig at det var hendes ønske at være dette, så det ville vi selvfølgelig respektere hvis det kom dertil. Tanker dukkede også op om hvem der ville være derinde bagved de smukke øjne, hvis hun kom til live igen, for det var en meget voldsom hjerneblødning hun havde haft, og vi vidste slet ikke om den kvinde der var der før ville kunne komme igennem igen. Men alligevel tabte vi ikke håbet, for hun ”levede” jo stadig.
Det var ret intense dage. I hverdagene var jeg på arbejde, og tog så direkte fra arbejde i Roskilde til Glostrup hvor jeg var til sent på aftenen, for så at tage hjem og sove og starte forfra dagen efter. I weekenderne sad vi der det meste af dagen og aftenen, nogle gange på skift.
Igennem de 12 dage mærkede jeg en stærk viljeskraft fra min mor, og følte at hun kæmpede gevaldigt for at hænge i, for hendes børn betød alt for hende, og hun ville ikke forlade os. Selv om det var en svær samtale at tage, spurgte jeg en af de sidste dage min moster, der også kom dagligt på besøg på hospitalet for at besøge hendes lillesøster, om hun ikke ville sige til min mor at hun nok skulle tage sig af os, og at min mor bare skulle give slip hvis det var det der var hendes rejse. Det gjorde vi i øvrigt alle 3, min far, min bror og jeg de sidste dage. Vi sagde alle til hende, at vi elskede hende meget højt, og at det var helt ok at hun gav slip, hvis det var tid til at hun skulle rejse videre.
Fredag aften (dagen før hun døde) mærkede jeg pludselig en stærkere tilstedeværelse af hendes væsen, og det gav mig håb, for måske hun nu var på vej tilbage. Jeg har efterfølgende fundet ud af at det er ret normalt at folk bliver mere beviste lige inden de dør fordi energien trækker sig opad igennem systemet og hjernen er det sidste der ”belyses” inden energien trækker sig helt ud af kroppen.
Lørdag formiddag sad jeg med hende alene, og pludselig begyndte maskinerne at sige nye lyde – bare sådan kort, og så var det væk igen. Sygeplejersken kom ind og tjekkede, men kunne ikke se noget, og alt var jo som det skulle være på maskinen igen. Det viste sig senere at min mor i løbet af denne lørdag havde fået yderligere 2 hjerneblødninger, hvoraf den ene (eller begge) formegentlig skete da maskinen reagerede.
Lørdag eftermiddag fik vi at vide at hun var død. Det var en forfærdelig oplevelse. Selv om vi hele tiden havde vidst at risikoen var der, så havde vi alligevel hele tiden levet med håbet. Den smerte jeg følte var så voldsom at jeg slet ikke viste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var på en og samme tid fastfrossen og gik fuldstændig i stykker indeni. Jeg forsøgte at ringe til en veninde for at fortælle det og pludselig kom der hul, jeg bare græd og græd og græd.. Det er en af de sværeste ting jeg har prøvet i mit liv.
Om aftenen blev hun erklæret hjernedød, og vi fik at vide hun ville blive opereret om natten i forhold til de organer der kunne bruges og gives videre. Hele familien var samlet og vi sagde alle farvel. Alle på nær mig sagde at det var godt at sige farvel der, men jeg havde brug for at se min mor var død, så jeg insisterede på at tage ind og se hende en sidste gang søndag formiddag for at være helt sikker på at hun var død. Det kan måske lyde mærkeligt, men det var hvad jeg havde brug for, og det endte da også med at alle tog med ind igen søndag formiddag for at sige et sidste farvel.
Det blev en fin afslutning, og den følgende uge var som i en tågetilstand. Som de fleste der har sagt farvel til et kært medmenneske ved, så er begravelse/bisættelse noget der nærmest skal overstås. Selvom jeg værdsætter al den omsorg og kærlighed jeg fik den dag, så kunne jeg i virkeligheden ikke rigtig rumme det lige den dag, og jeg var der uden rigtigt at være der, for det krævede al min energi ikke at bryde sammen igen.
Jeg valgte efterfølgende at gå i sorggruppe i nogle måneder på Glostrup Hospital, et tilbud der blev givet os som efterladte. Det viste sig dog efterfølgende at det for mig kun var en mental sorggruppe. Mit hjerte var klappet i fordi det ikke kunne rumme sorgen. Det blev åbnet op 4 år senere i forbindelse med en anden mindre sorg, og jeg endte med at græde i 2 måneder. Men så var det også grædt ud.
Den dag i dag tænker jeg ikke så meget på min mor, men hun er altid med mig. Efter de første år med først at vænne mig af med at ringe til hende, den første fødselsdag, jul osv. vænnede jeg mig til at hun ikke var der længere. Hvert år mindes jeg hende bevidst på hende fødselsdag, men ellers er det kun hvis emnet lige dukker op at jeg tænker over det. Ikke fordi jeg ikke elsker hende mere, det vil jeg gøre for altid, og jeg er dybt taknemmelig for det hun har givet mig med til livet.
Jeg er taknemmelig for at vi fik de 12 dage på hospitalet. Selv om det også var hårdt, så gav det alligevel en blid indføring i døden. Havde min far ringet den morgen og sagt ”mor er død”, så havde chokket været enormt.
Jeg er taknemmelig for den opvågning jeg fik i forhold til livet. At miste sin mor i forholdsvis ung alder, og at hun var ung (52 år), vækkede mig i en voldsom grad op til at huske at leve livet hver dag, og gøre de ting jeg gerne vil uden at udskyde dem til når jeg en dag…..
Jeg er også taknemmelig for at jeg blev opmærksom på hvor vigtig det er at udtrykke min kærlighed til andre mennesker ”højt”. Indtil min mor døde var der en masse kærlighed der forblev usagt, og jeg fik i virkeligheden aldrig helt sagt til min mor at jeg elskede hende. Ikke sådan ansigt til ansigt med hendes vågne menneskebevidsthed.
Jeg er MEGET taknemmelig for at min mor kom til mig ca 2 måneder efter hun forlod sit fysiske legeme og sagde farvel på det plan hvor vi begge nu har adgang til at mødes. Det betød alverden og berørte mig dybt.
Tak fordi du læste med hertil. I dag mindes jeg at det er 15 år siden, og hvor hun end er nu, så ved jeg at jeg er elsket og at hun altid gav og gjorde sit bedste i sin opgave som min mor i dette liv
I taknemmelighed og kærlighed for altid ….
