Kender du følelsen af at tiden bare flyver af sted. At du troede du var i god tid, og pludselig så er tiden bare gået, uden at du helt forstår hvordan og hvorhen?

I en verden hvor alt går stærkt og tiden går hurtigere end nogensinde, er det om muligt blevet endnu vigtigere at være tilstede i det vi gør og laver. Mange mennesker følger “blot” med i et forsøg på ikke at gå glip af noget, og af frygt for ikke at ryge af toget. Det tog der af samfundet er dømt til at køre stærkere og stærkere og stærkere – i vækstens navn – og i helhedens interesse. Rigtig mange mennesker kan ikke følge med, og rigtig mange mennesker ryger af, og føler at de har fejlet.

Hvis du er en af dem der har lidt svært ved at følge med, eller føler dig fortabt fordi du røg af “toget”, så læs med her.

For sandheden er nemlig en helt anden end den fine stamme-tromme som vi bliver pjecet fremad med fra “samfundets” side. For hvem er samfundet egentlig? Er det ikke blot den samlede kollektive sang, som størstedelen af befolkningen har besluttet sig for er den nuværende sandhed? Og hvis vi er tilstrækkelig mange der begynder at synge en ny sang, slår langsommere på samfundets stamme-tromme, er det så ikke den nye sandhed?

At være med det der er. At turde leve livet mere langsomt – også selv om alt udenfor fiser stærkt forbi. At tage tiden til at trække vejret, nyde øjeblikket.

Hver dag vælger jeg at sætte tid af til mig selv. I en periode af mit liv synes jeg det var lidt trist at jeg ikke er A-menneske, og at jeg har brug for mine rytmer og ritualer om morgenen/formiddagen for at komme godt i gang. Så hørte jeg et fint interview med Christine Eilvig, hvor hun ærligt (og stadig lidt berørt) fortæller om hendes “morgen” ritualer for at starte dagen.  Og pludselig gik det op for mig at jeg jo bare er den jeg er, og det er helt ok. At det faktisk er ret sejt at jeg følger min krop og mit sinds behov, fremfor at følge samfundets tromme, som jeg jo allerede har opdaget ikke rigtig passer til mig.

For 8 år siden røg jeg godt og grundigt ned med stress. En oplevelse jeg ikke ønsker for nogen, men som jeg til gengæld heller ikke ville have været foruden. For den har gjort mig til den jeg er i dag – og den har fået mig til at indse at min krop bare er den mest intelligente her på det fysiske plan ;-) Jeg har et ret skarpt intellekt, og jeg elsker at lære nyt og være igang mentalt og spirituelt. Jeg må også bare indrømme, at min hjerne har meget større forventninger til hvad der kan lade sig gøre for min krop, end hvad kroppen egentlig synes er ok.

Inden jeg røg ned med stress kunne jeg klare at køre med 150% hver dag, og flere uger i træk. Dengang var det hjernen/sindet der bestemte. Mind over matter! Nu er det omvendt. Matter over mind! For glemmer jeg at tage kroppens behov for søvn og hvile og pauser med i energiregnskabet, så gør kroppen det selv. Uanset hvor meget det ikke lige passer ind ;-)

Så man kan sige at jeg på den hårde måde har lært at skabe forbindelsen mellem hoved og krop :D Til gengæld får jeg så meget mere ud af det, hvis jeg rent faktisk lytter til de små signaler der kommer fra kroppen i tide, for bare 30 minutters pause på det rigtige tidspunkt kan gøre en kæmpe forskel.

Eller dvs. jeg er stadig i gang med at lære ;-) For nogle gange glemmer jeg det, og så får jeg en ordentlig omgang migræne eller voldsom træthed (et symptom der ofte kommer efter stress) der gør at jeg intet kan lave i 1-3 dage. Det sker heldigvis mere og mere sjældent, og jeg ser det som en gave. Et opråb fra kroppen til mig om at huske også at være langsom.

I disse tider hvor energien strømmer ind udefra Universet, og verden omkring os går hurtigere og hurtigere, er det endnu vigtigere at huske disse pauser, og afbalanceringer. For kroppen skal vænne sig til energien og tempoet.

Hver dag går jeg ud og sidder med hønsene i ½-1½ times tid afhængig af vejret og andre aftaler. I dag da jeg sad derude og bare var med dem, kom jeg til at tænke på den gamle sang med Poul Richardt. “Er du dus med himlens fugle.” Her er det første vers fra sangen. Prøv at læse det, og mærk efter hvordan det påvirker dig ♥

Du grønne skov du glade lærke
Åh gudskelov at jeg kan mærke
Alt dette er ven med mig
Har du det som jeg
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Forstår du alle hjerter der banker her og der
Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær
Så har du fundet ud af noget som er meget værd
En rødkælk en guldsmed en bly forglemmigej
Et grantræ en vipstjert de elsker nemlig dig
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Så har du fundet ind til det som gør livet allermest værd

Sangen er fra 1958, og der er sket rigtig meget siden. Men jeg synes faktisk at tiden kalder på at vi finder tilbage til den ro inden i os, hvor vi kan mærke kontakten med naturen, dyrene og med det vi laver. At vælge langsomheden og nærvær, fremfor stress og jag, og forsøg på at nå så mange ting på en dag som muligt.

Normalt når jeg er ude med hønsene sidder jeg enten og læser en bog eller kigger på min mobil. I dag lod jeg værre. Jeg valgte bare at sidde og være, og det gjorde at jeg fik endnu større kontakt med hønsene, fordi jeg var til stede med dem. Det gjorde også at jeg fik kontakt med det store smukke birketræ på naboens grund, der sang og dansede i blæsten og inviterede mig med indenfor.

Midt i vindens blæsen, står tiden stille. Det store birketræ på naboens grund, inviterer mig indenfor i dansen. Mærker det store smukke væsen som træet er. Lige her og nu er vi bare. Sammen. Forbundet så længe jeg tillader det. En solsort flyver forskrækket ud, og kontakten afbrydes fra min side. Men jeg ved den er klar hvornår jeg måtte vælge det.

I det øjeblik hvor jeg bare er, der kan jeg udvide tiden. Der forlænges/strækkes tiden, og jeg får mere glæde af tiden der er her på jorden. I modsætning til når jeg forsøger at lave en masse ting, har fokus på to-do-listen, og alt det jeg skal nå. Der er det som om at tiden skrumper ind og bliver mindre.

Når vi lærer at være med det der er lige her og lige nu. At være til stede i øjeblikket. At bare være. Så får vi flere nære oplevelser. Vi mærker naturen. Vi får større nærvær og samhørighed med vores børn, partner, dyr osv.  Vi mærker livet lige nu og her. Børn og dyr er af natur fantastisk gode til at være til stede, og at være i nuet. Så hvis du har enten et barn eller et dyr i dit liv, så prøv at sætte tid af til at være sammen med dem på deres præmisser. Se dem som din læremester ♥

Vil du være med til at skabe en ny stamme-sang for vores samfund? Eller har du mest lyst til at synge med på den de allerede er?

Mit motto er “Be the change you wish to see in the world” – og det gælder også her. Det jeg ønsker at se i verden må jeg skabe selv – i mig selv. Være foregangskvinde og eksempel for. Så i dag er det min gave til dig der endnu ikke har fundet den langsommere rytme i stamme-sangen. Måske jeg kan være den der hvisker rytmen i dit øre, og minder dig om, at det er helt ok at det ikke altid skal gå stærkt, og det er helt ok at mærke kroppen og sætte tempoet ned ♥

Så meget kærlighed ud til dig der læser dette ♥