– og at være åben for det uanset tilstand ♥

Mit dybeste ønske er at smelte sammen med Universet ♥ Ikke ved at dø, men ved at være i tilstand af samhørighed med Universet imens jeg lever – fordi jeg lever! Dette oplever jeg lettest når jeg er i enhed med naturen – for naturen er for mig den letteste vej til samhørighed med Universet. Men jeg oplever det også på andre måder. En af mine livsopgaver er også at hjælpe andre til at genfinde denne kontakt, men det er et helt andet ”kapitel”. I dag handler det om hvordan jeg på magisk vis igennem to meget kontrastfyldte oplevelser, med en uges mellemrum, formåede at skabe lige netop denne fantastiske overdådige samhørighedsfølelse med Universet ♥

For 1½ uge siden delte jeg dette billede og drog mod Vesterhavet :-D

Jeg er født naturmenneske, og befinder mig bedst blandt levende naturvæsener. I naturen bliver jeg næret på dybeste vis, og jeg har på magisk vis altid været heldig at bo forholdsvis tæt på havet. Ikke at jeg har været ved havet dagligt, men det var muligt nemt at opfylde behovet når det opstod. Pt bor jeg centralt i Herning, det er en midlertidig løsning, for et naturvæsen som jeg kan ikke leve i byen i længden. Herning ligger midt i Midtjylland med 1½-2 timers offentlig transport til havet uanset hvilken side man vælger. Derfor er det ikke så tit jeg har mulighed for at tage derud. Men efter at længslen bare var blevet større og større igennem noget tid, endte jeg med at tage alene af sted med bussen mod Hvide Sande.

I hvide Sande ved Vesterhavet er den skønneste lange sandstrand, hvor man principielt bare kan blive ved med at gå og gå sydpå så længe man har lyst (og sikkert også nordpå :-D ). Denne dag var det blæsende, men stadig med solskin, så en masse fine mennesker havde også fundet til stranden for at kitesurfe (fra Wikipedia: ”en vandsport, hvor udøveren benytter et lille sejlbræt (board) med fodstropper og finne, som trækkes gennem vandet af kraften fra en styrbar fritflyvende drage (power kite).”).

Så snart jeg var ved stranden smed jeg sko og strømper, og satte mine bare fødder i sandet. Åh, den der fantastiske følelse, når de bare fødder smelter ned i sandet, og sandet kærligt masserer fødder og tæer, mens jeg bevæger mig. Elsker det :-D Skyndte mig selvfølgelig ned til vandet, og gik i vandkanten – hele tiden sikrede jeg mig at jeg gik så vandet skyllede ind over mine fødder. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker når vandet skyller ind over mine fødder og ben.

Med solen i ansigtet gik jeg syd på, og bare nød væren og bevægelse – helt ”alene” i mit eget rum. Solen skinnede som en blanding af guld og sølv på vandet, og skabte de mest fantastiske billeder, hvor jeg gang på gang måtte stoppe op, og bare stå og være med solen og havet, vandet og vinden – blive ét med det hele. Blæsten clearede mit hoved og sind for tanker, og følelsen af taknemmelighed steg og steg, for til sidst at nå stadiet af at jeg næsten ikke længere kunne rumme det i min krop. Kender du den følelse af glæde, så stor, at man føler at kroppen er ved at sprænges? Sådan havde jeg det lige der midt i den guddommelige herlighed. Jeg synes det er så utroligt fantastisk at naturen kan skabe så smukke billeder, og gang på gang tager jeg mig selv i at undres over, hvordan det bliver mere og mere normalt at sidde indenfor, og kigge på skærme hvor skønheden forsøges genskabt, når vi har de aller smukkeste kunstværker gratis lige udenfor døren.

Jeg gik 1½ times tid mod syd, hvor jeg gjorde holdt for at spise min medbragte frokost inde på stranden. Da jeg havde spist, satte jeg mig og mediterede. Det var utroligt smukt og nærende, og nedenstående skriv kom ud efterfølgende.

Jeg fik vasket mine fødder af det smukke hav, gennem en lang tå tur med fødderne i vandet. Så fodrede jeg mine mikrovæsener med dejlig nærende mad. Derefter en dejlig meditation med havets brusen og vindens susen som eneste lyd – her midt på stranden ved Vesterhavet.

Åh det er bliss….

En mini-mini retreat på 3½ time. Alene med havet, luften og sandet under mine fødder – og selvfølgelig alle de andre på stranden. Men den er så stor og lang at det er let at forsvinde ind i sit eget univers.

I AM – ordene dukker op i tomheden, mens jeg mediterer. ”Kun” I AM, som er jeg clearet af vindens og universets vind igennem mig, og havet og moder Jords vasken alt det overflødige bort. I AM – bare I AM….

Midt i sandet, med sandkort flyvende over mit papir, får ordene lov til at flyde hen over papiret sammen med sandet.

I dag skulle være overskyet, men lykkeligvis har jeg på guddommelig vis manifesteret den skønneste sol, der stråler på alt her på stranden.

Åh hvilken fryd….

Den lille pige og præstinden jubler af glæde over endnu engang at være dybt forbundet og i kontakt med elementerne.

Da jeg kom hjem lovede jeg mig selv at der ikke ville gå lang tid før jeg skulle ud til havet igen ♥

Nu tænker du sikkert, ja, det er jo nemt nok. Solen skinnede, det var semi-sommer og lørdag. Så er det jo nemt at falde i svime over naturens skønhed… Men så er det jeg gerne vil fortælle dig om en anden oplevelse jeg havde i netop denne weekend. Ja, så sent som i går, søndag.

Jeg har snart fødselsdag, så i lørdags skulle jeg holde fødselsdag for familien. Dagene op til var hektiske, og jeg nåede nærmest ikke at sidde stille og roligt ned og hvile, kun ganske kort. Dette er ikke så godt for min krop, så lørdag formiddag begyndte min krop på den velkendte måde at gøre mig opmærksom på at jeg trængte til hvile. Det gør den ved at jeg får migræne :-/ Ikke den fedeste måde at få beskeden på, men den er effektiv. Kæmpede mig igennem fødselsdagen, hvor jeg kun var halvt tilstede pga. tågetilstanden fra migrænen. Og så snart gæsterne var taget hjem, overgav jeg mig til kroppens behov og migrænen, hvilket så varede indtil søndag først på aftenen.

Her i Herning regnede det hele dagen i går, og midt på eftermiddagen fik jeg en stor trang til at tage regntøj på og sætte mig ud i regnen for at få regndråberne i ansigtet og ovenpå hovedet. Jeg kunne vel egentlig ligeså godt have taget et bad, men min intuition (derinde bag tågerne i hovedet) valgte at inspirere mig til at sætte mig ud i haven i stedet. I starten sad jeg med lukkede øjne, imens regndråber faldt på mit hoved og på mit ansigt. Efterhånden lukkede jeg øjnene op, til det smukkeste syn, og kontakten kom med haven og naturens ånd, og jeg blev endnu engang inspireret.

Jeg blev fyldt med kærligheden til og med naturen – til livet, til min krop, der hele tiden forsøger at adlyde mine behov, men som alligevel nogle gange må trække i håndbremsen, når hjernen vil for meget i forhold til hvad mit smukke redskab her i denne fysiske inkarnation kan klare. Nedenstående skriv kom ud da jeg kom indenfor igen, for jeg sad lidt tid derude og bare nød det :-D Egentlig tror jeg det en dag skal være en sang – jeg fik i hvert fald også melodi med, men indtil nu er det et fint lille skriv jeg nøjes med at dele som det kom ud.

Har du siddet i regnen, ladet regnen dryppe på dit hoved mens regndråberne falder på dit ansigt som små kærlighedskys fra oven?

Har du haft fingrene i jorden, og mærket Gaias puls, set universet i dine fingre iklædt den smukkeste brune dragt?

Har du danset med havet i vandkanten, mens vandet kærtegner din hud?

Har du mærket vindens susen i håret og ansigtet, mens den kærligt blæser alt det gamle og brugte ud af krop og hoved?

Har du stået midt i snestormen og lyttet til snefnuggenes hvinen mens de rutsjer ned fra oven som fjerlette organismer? Har du set deres forunderlige smukke struktur, og mærket dem smelte mod huden?

Har du mærket solens livgivende og varme stråler på din hud, mens den blidt genoplader din krop?

Mærk Gaia i al hendes væren, i alle hendes udtryk, og i al hendes pragt. Kan du ”se” hende nu?

Kan du se en flig eller blot en dråbe, det gør ingen forskel.

Som moderen der giver uden gengæld, giver også Gaia (vores moder jord) alt det hun kan uanset om vi giver tilbage. Gaia – hende der gav dig livet og grundstofferne til opbygningen af din krop ♥ Gaia Livets Moder ♥

Mit budskab med hele dette blogindlæg er at vise, at hvis vi er åbne for det, så kan kontakten med Universet skabes næsten uanset tilstand. Det kræver hverken en overdådig lækker strand eller en migræneramt hjerne. Det ”eneste” det kræver, er at vi er åbne for det, og giver os tid til de små stille stunder med naturen, med et dyr eller med et barn der endnu ikke er trukket fri af samhørigheden med Universet.

I en verden hvor det er så uendelig let at blive distraheret, og hvor vi dagligt bliver bombarderet med inputs og valgmuligheder, er det om muligt endnu vigtigere end nogensinde, at vi dagligt formår at koble fra og genskabe kontakten med den indre kilde, det indre univers, Universet eller hvad du har valgt at kalde det. Så hermed min inspiration og opfordring til dig, om at du må finde din helt egen vej og måde til at komme tilbage til kontakten med det du måske/måske ikke har glemt, men som hvert eneste sekund er klar til at byde dig velkommen hjem igen ♥

Ps – skulle du føle dig inspireret, vil jeg elske at høre hvordan du gør for at mærke livet og Universet i det daglige. Skriv endelig en kommentar herunder ♥

Kærligst Thirajane