I mange år har jeg arbejdet med og fejret solens højtider. En ældgammel tradition, der arbejder dybt i vores bevidsthed uanset om vi ved det eller ej. Solen (og vejret i det hele taget) har altid været et af de vigtigste elementer (ILD) i menneskets overlevelse. Uden sol og varme, ingen høst. Selv i vores moderne tider er vi stadig afhængige af det store majestætiske element på himlen der dag ud og dag ind fordeler sit lys, sin varme og sine stråler på alle mennesker uanset om de er fattige, rige, syge, raske osv…
Sommersolhverv er for mig et kulminationstidspunkt i en helt særlig energi jeg mærker i dansen med solens gang på himlen og året. Selv om jeg i hele mit arbejdsliv altid har haft ekstra travlt i mit arbejdsliv lige netop på dette tidspunkt, så mærker jeg stadig den dybe indre forberedelse og den ekstatiske glæde der overstråler min sjæl, min personlighed og min indre krop i denne tid.
Livet her på Jorden kører i cykliske bevægelser, hvor vi gennem naturens rytme oplever disse i døgnets rytme, årets rytme, livets rytme osv. Ved vintersolhverv i december 2019 startede den rejse der i dag (i aften) kulminerer i årets sommersolhverv. Prøv at lade dine tanker glide tilbage på det sidste halvår, og de ting lyset (solen) har oplyst i dit liv i løbet af det halve år.
De fleste mennesker har på den ene eller anden måde været påvirket af det kollektive felt i løbet af foråret og forsommeren, men hvis du kigger ind bag sløret af dette, og tjekker ind i dit eget liv – hvad oplever du så at der er blevet sat lys på? Det er ikke nødvendigvis altid det mest behagelige som lyset blotlægger i vores liv, men det er altid en gave (min overbevisning). Personligt har jeg selv virkelig fået øjnene op for områder og indre tilstande jeg har skulle foretage forandringer på. Nogle meget subtile og ikke så mærkbare, andre dybe ting der længe har kaldet er nu badet i lyset og kræver forandring, så livet kan blive oplevet endnu bedre.
Dette ikke bare tror jeg, men ved jeg, er gældende for rigtig mange mennesker hvis ikke alle. Kun når lyset er tændt kan vi se vores skygger, og jo stærkere lys, jo tydeligere kan disse skygger synes/opleves, men det er en gave, for uden lyset havde vi måske slet ikke oplevet denne skygge Dette solår vil for os alle være med dybtgående oplevelser og forandringer, primært gennem dybe indre transformationer der vil manifestere sig i den ydre verden. Hvordan det bliver for den enkelte, afhænger helt af hvilke energibølger vi vælger at hoppe med på.
I disse dage (ikke bare i aften) kan vi med fordel arbejde med de energier der netop ligger i denne lysets kulmination. Metoderne er mange og det kan være forskelligt for den enkelte hvordan de mest har lyst til at bruge energien. Personligt fejrer jeg det med taknemmelighed og glæde, ild og vand, og fokus på det jeg ønsker at skabe fremover. I år ligger sommersolhverv lige op ad nymåne i morgen, så der er dobbelt op på energierne i forhold til hvad vi ønsker at skabe.
Mit forslag er at du kan sætte noget tid af til at reflektere over det sidste halve år i dit liv. Hvordan har det udfoldet sig? Er du på den sti du ønsker at fortsætte eller er der en ny og bedre du har lyst til at vælge? Hvor er dit sigte i fremtiden – både den langt ude, men især den der udfolder sig de næste måneder. Hvor vil du gerne hen? Min teknik er at skrive disse ting og tanker ned på papir (både det jeg siger farvel og tak til, og det jeg ønsker at skabe), og så læser jeg dem højt enten alene eller for dem jeg er sammen med. Det er altid godt at få andre til at bevidne, så ordene kan arbejde videre igennem fleres bevidsthed. Herefter brænder jeg dem af i min lille messinggryde som jeg har til netop denne slags ritualer. Jeg bor i lejlighed, så det er noget der foregår udenfor 😉 En anden idé som jeg selv bruger, er at rense mig med vandet. Jeg er så velsignet at bo lige ved havet, men det kunne lige så godt være at tage et bad med bevidstheden om at rense dig. Fx når du har lavet ovenstående hvor du siger farvel og tak, kan du rense alle dine legemer bevidst med vandet lige som du renser energien og ordene med ilden
Personligt er jeg meget spændt på hvordan resten af året kommer til at udfolde sig. Jeg har selv været igennem spændende indre og ydre rejser, som nu giver mulighed for forandringer i både mit indre og mit ydre liv. Men for nu synger jeg sammen med alle jer i hjertet og fejrer denne velsignede tid på året i glæde og taknemmelighed over alt det vidunderlige der er i livet.
Jeg deler et par links nedenfor som måske kan inspirere dig i din sommersolhvervsfejring
Masser af kærlighed med ønsket om et velsignet sommersolhverv til dig og dine
_____________________________________
I aften og i morgen tidlig sendes der direkte live fra Stonehenge i England via Facebook.
Det finder du her: https://www.facebook.com/events/581183132524229/
Her er er også en mulighed for at følge en anden praksis der hylder taknemmeligheden i denne weekend:
https://www.youtube.com/watch?v=1euZFLDFpKE