Har lige siddet lidt uden for og lyttet til solsortenes godnatsang.

Min hjerne forstår ikke hvad de fortæller, men når jeg lytter og mærker med de andre ører, så er det som at gå tilbage i tiden hvor vores forfædre fortalte historier om aftenen ved bålet, som en måde at overdrage dagens og livets vigtige historier og visdomme 

At lytte til solsortens aften-tale, er i mit indre som at lytte til solsortens opsamling af dagen, og livets visdom, som den giver videre til de andre omkring den. Jeg mærker at “ordene” er vigtige, og jeg berøres dybt i mit hjerte – der er noget jeg hører, men som jeg alligevel ikke helt fanger 

I mit hjertes længsel åbnes det mere og mere mod solsortens tale og dens væsen  Og i hjertes kontakt mødes vi derude i rummet et sted hvor ord og lyde er unødvendige, og i et nu samles vi der, hvor al informationen videregives 

Jeg ”forstår” ikke ordene med mit mentale sind, men i mit hjerte mærker jeg vigtigheden af netop denne rutine i solsortenes liv, og i videregivelsen af erindringerne i deres visdomme til dem der er nu, og til dem der kommer efter dem 

Må også vi mennesker blive ved med at huske de vise historier fra forfædrenes visdomme, så vi ikke længere behøver at prøve dem af igen og igen   

I kærlighed og med et kærligt blidt solsorte møs fra nattens sol