Den 14. oktober for 2 år siden skete noget meget skelsættende og livsforandrende i mit liv.
Efter i 3 uger at være blevet dårligere og dårligere besluttede jeg mig for at søge lægehjælp.
Jeg var så lav i energi at jeg husker jeg sagde til min mand Martin at det var som om min indre livsflamme var blevet mindre.
Jeg er ikke typen der render til læge i tide og utide, så derfor skulle jeg helt derud hvor jeg mærkede at det var nødvendigt.
Det var en fredag formiddag, og den almindelige læge kunne jeg ikke komme igennem hos, så efter at have konfereret med de svenske 1177 (svarende til lægevagten i Danmark) tog Martin og jeg af sted til akutmottagningen i den nærmeste større by.
Efter først ventetid, diverse undersøgelser hos lægen (inkl. lidt sprogudfordringer, da lægen heller ikke var indfødt svensker), hvor jeg også ventede en time i et undersøgelsesrum uden kontakt med nogen (imens sad Martin fortsat ude i venterummet og ventede), fik jeg pludselig at vide at jeg skulle indlægges på hospitalet i en anden by der lå endnu længere væk fra hvor vi boede.
Det var et kæmpe chok!
Jeg blev sat i en stol midt i et rum med andre ventende patienter mens de arrangerede transport til hospitalet, og det eneste jeg ønskede var at se og tale med Martin. At mærke ham, mit anker midt i dette kaos.
Mens læger, sygeplejersker og andet personale gik frem og tilbage begyndte tårerne at trille hurtigere og hurtigere ned over mit ansigt – jeg græd uden lyd, men kunne ikke holde tårerne tilbage. Til sidst opdagede en sygeplejerske mig, og spurgte om hun kunne hjælpe mig, og jeg sagde jeg havde brug for at se min mand.
Endelig efter flere timers adskillelse og kun kontakt via sms fik Martin lov at komme ind til mig.
Vi fik 15 minutter inden taxachaufføren kom og hentede mig. Martin kunne ikke tage med til hospitalet, da han var nødt til at tage hjem, men taxachaufføren var sød at tage ham med og sætte ham af ved stationen.
Taxachaufføren var dagens engel. Den venligste unge mand, der distraherede mig hele vejen (50 km) med venlig samtale og hjalp mig med at komme forbi et supermarked så jeg kunne købe nogle ting at spise inden vi ankom til hospitalet. Jeg havde intet fået siden frokost, og klokken var nu 21.
Rent faktisk er jeg enormt taknemmelig for denne venlige engel. I chok og på et fremmed sprog var det ikke let for mig, og han gik med ind på hospitalet og hjalp mig med at finde den afdeling jeg skulle til. Jeg håber virkelig at han får al den venlighed (og mere til) tilbage som han udviste mig denne aften.
Jeg havde fået en voldsom betændelse i min krop og i den første uge havde de udfordringer med at få den slået ned.
Selv om jeg er ret privat omkring mit helbred, valgte jeg at række ud på Facebook og bad om hjælp til at bede for mig. Rigtig mange gjorde, og for det vil jeg for altid være taknemmelig – Tak!!
Det blev 12 dage på alenestue (tak for det!) med overgivelse til lægerne og deres hjælp trods min kæmpe modstand mod den stærke medicin de gav mig. Jeg var desværre blevet så syg at jeg havde brug for deres hjælp for at komme tilbage. Hver dag blev jeg fyldt med medicin og kalorier da jeg også havde tabt mig meget.
Og hver dag brugte jeg alle de værktøjer jeg har lært. Men noget af det vigtigste var at jeg bad. Jeg bad især for Martin. Selv om det var svært for mig, var jeg ikke bange for at dø, men jeg vidste det var mindst lige så svært for Martin der var alene derhjemme og som hver 2. dag tog den lange tur frem og tilbage for at være sammen med mig i 2-3 timer, og hjælpe mig med at få de ting som jeg ikke kunne få på hospitalet. De dage han ikke kom talte vi sammen via zoom. Det var så dejligt at kunne se ham på den måde.
Min elskede dejlige mand. Det er i sådanne situationer at man virkelig mærker kærligheden i de små ting. Som en dag efter en uge, hvor Martin var så sød at hjælpe mig med at vaske mit hår. Jeg følte mig så elsket over hans kærlige omsorg. Eller da han på vores bryllupsdag dukkede op iklædt det tøj han havde haft på til vores bryllup for at gøre noget særligt ud af det, selv om vi fejrede det på hospitalet.
Efter de 12 dage mente lægerne at inflammationen var tilstrækkelig under kontrol til at jeg kunne komme hjem igen. Selv om de var søde til at lave vegansk mad til mig på sygehuset, så var det en stor glæde at komme hjem og få ordentlig ikke-mikrobølgeopvarmet mad igen.
Det blev til mange timers eftertænksomhed både på hospitalet og derhjemme efterfølgende. Hele mit liv var pludselig vendt på hovedet, og omend jeg nok har kørt lidt for hurtigt i mit liv inden indlæggelsen, så kunne jeg godt se at jeg var nødt til at ændre mit liv, især mit arbejdsliv. Det var 3. store advarsel på 14 år, og jeg besluttede mig for at det skulle være den sidste i den kaliber.
Som de fleste af jer nok ved, så ændrer man ikke bare 100% sit indre liv fra en dag til en anden, men med Martin som stærk støtte (for han havde også fået et chok) og gode veninder, så begyndte jeg at ændre på min hverdag, på mine vaner og på mine indre tillærte programmeringer.
Lykkeligvis begyndte medicinen at virke hurtigt efter jeg kom hjem, og inden jul var kroppen stort set på plads.
1. januar 2023 blev skæringsdagen. Nye tider i mit firma blev effektueret og jeg har siden givet mere og mere plads til det der er min virkelige passion, at arbejde med og for naturen samt årstidernes feminine rytmer.
Selv om sygdommen og indlæggelsen var en virkelig svær og hård oplevelse, og jeg undervejs har måtte sluge et par virkelig stædige kameler for at få hjælp, så er det en af de største gaver der er sket i mit liv.
Uden den var jeg måske fortsat hovedløst i samme retning uden at træde fuldt ind i min livsmission. Eller faldet død om af stress en dag.
Selv om jeg den dag i dag stadig kan blive dybt opslugt af noget, og glemme alt omkring mig, så har jeg nu et helt andet kærligt venskab med min krop i dag. En krop der stadig siger fra, men for hvem det heldigvis bliver mindre og mindre nødvendigt.
Og sådan blev denne voldsomme oplevelse for 2 år siden en velsignelse i forklædning
Måske også du har haft fået en velsignelse i forklædning?
