I dag dukkede der et opslag op i min “newsfeed” på Facebook omkring hvor kort tid siden det egentlig er at den sidste “heks” blev henrettet. Ifølge opslaget blev den sidste heks i Europa officielt henrettet i 1895 – det er kun 123 år siden. Jeg har ikke krydstjekket om årstallet er rigtigt, men der er noget i historien der inspirere mig til at skrive nedenstående.
Jeg har selv tidligere igennem livet været påvirket af denne underliggende “passen på” med ikke at træde for meget ud og frem, fordi der lå denne underliggende viden i mig om at det kunne være dødeligt.
Det tog mig flere etaper og en del indre arbejde at komme igennem det at træde ud på livets scene, men skridt for skridt opdagede jeg at jeg ikke døde, blev straffet eller andet “slemt” når jeg delte på min blog, her på Facebook og andre steder. De fleste spøgelser var jo i virkeligheden inde i mig selv, dannet af fortidens erfaringer igennem slægten, og slet ikke reelle trusler længere. I dag skriver jeg både blogindlæg, artikler i Prana magasinet, e-bøger og lige pt arbejder jeg på min første “rigtige” bog
Flere har igennem tiden spurgt mig hvordan jeg har gjort, og hvordan jeg har turdet. Sandheden er i virkeligheden at jeg ikke har kunnet lade være. Den indbyggede “trang” til at skulle dele mine oplevelser med “verden” var stærkere end den mere eller mindre hensigtsmæssige indre frygt for at “dø” hvis jeg stak næsen for langt ud. Det vigtigste for mig har været at jeg har taget det i de skridt der har føltes godt, og samtidig har jeg valgt at omringe mig med stærke foregangskvinder der har evnet at se lyset og det ypperste i mig. Med sådan en støtte, tør man (jeg) også mere.
I mit netværk og omkring mig ser jeg flere og flere “nye” stærke kvinder turde træde frem på scenen og tage deres plads, og udtrykke deres sandhed. Det er ufattelig smukt at bevidne, og at få lov at støtte og heppe på. Vi kvinder har historisk både været gode til at pille hinanden ned OG at støtte hinanden i grupper. Alt sammen afhængig af hvad vi har fået med hjemme fra, og om vi har ladet frygten eller kærligheden få lov at bestemme over os. Men hele vejen igennem historien har der altid været forbilleder – dem der løftede og gik forrest på vejen.
I virkeligheden handler dette ikke kun omkring kvinder, for afstraffelsen i “gamle” tider galt både kvinder og mænd, dog flest kvinder. Dette er en længere historier som jeg ikke er relevant for dette skriv, men jeg vil blot anerkende at også mænd blev henrettet for at stå i ledtog med djævlen fordi de valgte en mere utraditionel livsførelse og stillede sig selv og deres hjælp til rådighed for menneskeheden på trods af at den var ilde set i deres samtid.
Med dette indlæg har jeg lyst til at tale for at vi, både mænd og kvinder, hver især har muligheden for at vælge om vi støtter eller holder andre nede omkring os. Det er et indre valg der skal besluttes, og optrænes. For vi kan ikke altid bare sige “nu gør jeg det”, og så sker det.
Der er gamle vaner der skal aflæres og nye der skal indlæres. Selv kærlige mennesker (inkl. undertegnede) oplever jeg nogle gange komme med stærkt begrænsende udtalelser til og om andre, som jeg er sikker på stammer fra deres underbevidste og ikke deres vågne-bevidste
Hvis du har lyst til at benytte energien i dag til at foretage et skifte kan du sætte dig lidt med lukkede øjne, mærke oprigtig efter om der er ting du har lyst til at stoppe med at gøre, være eller udleve, og så skrive dem ned i hånden på et stykke papir.
Herefter sætter du dig igen med lukkede øjne, skifter bevidst energien inde i dig selv, fylder dig op med lys fra universet igennem toppen af hovedet (det gør du ved at forestille dig (på den måde der er rigtig for dig), hvordan der strømmer lys ned igennem toppen af dit hoved og ind i alle dine celler i kroppen – måske du ser det, måske du mærker det eller måske du oplever det på en helt anden måde).
Når du mærker du er opfyldt med dette lys, mærker du efter hvilke være- og tankemåder du ønsker at kultivere og gøre stærkere i dig. Skriv også disse ned i hånden på et nyt stykke papir imens du holder fast i tanken og billedet om det indre lys der fylder dig.
Bagefter brænder du først den seddel af med det du gerne vil give slip på imens du siger tusind tak for alt det har givet og at du nu overlader det til universet og de væsener der nu måtte have glæde af denne læring. Forestil dig hvordan det med papirets brændte mikropartikler spredes med vinden og flyver væk – nu meget lettere
Herefter brænder du den anden seddel af mens du indvendigt eller højt fx. siger “Tak for at den for mig guddommelige perfekte væremåde må læres på mest lette og kærlige måde til glæde for både mig selv og helheden”
Rigtig god fornøjelse med dit indre arbejde
Lad os vælge en anden vej og hjælpe slægten med denne nye intention – nemlig vejen i kærlighed, støtte, samskabelse og helhedstænkning. Skridt for skridt kan vi skabe det, og vi kan alle gøre en forskel i denne helhed
Jeg ser dig – jeg ærer dig – jeg løfter dig
I kærlighed