Nogle gange gør man noget som af andre og måske af en selv tidligere bliver betragtet som modigt, men i det øjeblik hvor man gør det, føles det bare rigtigt og ikke spor modigt 

Sådanne oplevelser har jeg mange af, men i lørdags gjorde jeg noget jeg aldrig før har gjort i dette liv. Jeg holdt en tale for min far på hans 70 års fødselsdag 

Det var egentlig ikke noget jeg havde planlagt. Ideen kom onsdag eller torsdag i sidste uge, men jeg besluttede mig for at jeg kun ville gøre det hvis jeg blev inspireret til at skrive noget dybt jeg kunne sige 

Det kom ikke rigtigt ;-) Eller dvs. det kom så fredag aften/nat kl. 1 da jeg lagde mig i sengen og skulle sove – typisk, ikke!?!   

Da jeg lagde mig i sengen mærkede jeg pludselig min farmor. Hende har jeg ikke mærket længe, hvis nogensinde på den måde, siden hun døde for mange mange år siden 

Oplevelsen af hende kunne jeg mærke jeg skulle dele med min far, så op af sengen igen, tænde lyset og så begyndte jeg at skrive. Og det blev så til en lille tale, for min farmor åbnede for inspirationen  

Om morgenen, da min far var væk i et kort øjeblik, spurgte jeg hans kæreste om jeg lige måtte læse den for hende. Først sagde hun at hun var lidt presset så hun ikke rigtig kunne høre efter, men jeg fik lov at læse det op alligevel (for da det var min første tale havde jeg lige brug for at høre om det egentlig var en “tale”  ). Da jeg var færdig sagde hun “Det var smukt” og jeg kunne se hun var rørt 

Jeg valgte at skrive talen ned i det kort jeg i forvejen ville give min far, så han havde ordene med sig bagefter, og jeg meldte mig til at holde tale for min far i rækken af taler og sange 

Jeg er ret følsom, så vidste at jeg ikke kunne gøre det helt uden at der ville komme en tåre eller flere, så da min tur kom klingede jeg på glasset og rejste mig op, og med et par advarende ord om at jeg ikke vidste om jeg kunne gøre det uden at græde, begyndte jeg at læse ordene op.

Heldigvis havde jeg ordene at læse, for min stemme blev lidt grødet undervejs, og da jeg skulle læse det sidste hvor jeg fortalte ham at jeg elsker ham mv, så begyndte jeg at græde af rørthed og den dybe kærlighed jeg mærkede til min far og situationen 

Men ordene kom ud, og pludselig havde jeg holdt min første tale i dette liv – og på INTET tidspunkt dukkede nervøsiteten op. OG det er interessant, for jeg havde ikke forestillet mig at jeg nogensinde ville komme til at holde en tale for nogen    

En ting livet har lært mig er at ordet “aldrig” ikke altid er gældende. Der er mange ting jeg har sagt jeg aldrig vil gøre, fx at vinterbade, at strikke og at holde tale… Men alle tre ting har jeg nu alligevel gjort    Og fordi jeg havde lyst, ikke fordi jeg skulle   

Og som fine Pippi siger:
“Det har jeg aldrig prøvet, så det klarer jeg helt sikkert.”