I dag for to år siden stod jeg midt i en af mit livs sværeste situationer. Fra den ene dag til den anden stod jeg pludselig på gaden med en kuffert, en rygsæk og et par plastikposer på vej fra Herning til Aarhus. Alle mine ting var i hast sat ud på et lager, og nu stod jeg på gaden med de vigtigste ting plus lidt mad i nogle poser. Mit indre var gået fuldstændig i stykker af chok over pludselig at stå uden bolig, og jeg anede knapt nok hvordan jeg havde fået slæbt tingene op til busstoppestedet. En veninde havde i hast åbnet sine arme og sit hjem, og jeg var på vej til Aarhus, hvor jeg kunne sove på en madras i hendes stue.

Hele vejen kæmpede jeg for at holde facaden. Mit indre var krakeleret og smadret til ukendelighed og det krævede al min kraft og styrke at holde på den ydre facon så jeg ikke brød fuldstændig sammen der midt på gaden. Det sidste døgns tid havde været ren overlevelse og praktikalitet, da ting skulle på lager, og jeg skulle finde et sted at overnatte, så først nu var der tid til virkelig at mærke hvad der var sket.

På vej fra bussen over til toget tænkte jeg hvor mærkværdig verden var – her gik jeg og var fuldstændig sønderknust, kæmpende for at holde mig selv gående og ikke bare kollapse midt på gaden, og mennesker gik bare travlt forbi mig i deres helt egen verden. Jeg husker, at jeg midt i det hele mærkede en indre læring omkring at være obs på mennesker jeg møder på min vej og aldrig mere have holdninger til deres væren, da det var umuligt at vide hvad der foregik inde bag facaden som det nu skete hos mig.

I toget kunne jeg ikke holde den længere. Havde sat mig ind i en stillekupe, og selv om jeg ikke hulkede, så strømmede tårerne ned ad kinderne på mig. Jeg havde sat mig strategisk så jeg sad med ryggen ud mod gangen og kiggede ud ad vinduerne mens toget kørte igennem landskabet, der på det tidspunkt var mig så uendelig ligegyldigt. Fremme i Aarhus besluttede jeg mig for at tage en taxa ud til min midlertidige bolig, da jeg ikke orkede at slæbe mere på de tunge ting.

Jeg endte med at være i Aarhus i en uge hos denne fantastiske sjæl, inden jeg ved hjælp af Facebook fandt et andet midlertidigt sted og drog af sted mod Brande, hvor jeg havde lavet en aftale om at jeg kunne bo indtil 30/6.

De næste 3 måneder var en af mine ”The dark Night of the soul” – jeg svævede i en grå masse hvor der ikke var nogen tydelig vej ud. Gik lange ture i den smukke natur der var omkring hvor jeg boede og græd uendelige mange tårer. Takket være min indre træning begyndte jeg med det samme at tage Bachs dråber mod chokket, og fra dag 1 skrev jeg taknemmelighedsdagbog hver aften inden jeg lagde mig i sengen. Jeg tvang mig til i denne periode at fokusere på det der virkede og som jeg var taknemmelig for i mit liv. Selv bittesmå ting blev lige pludselig meget vigtige i det indre kaos der var opstået. En af de ting jeg husker der kom på listen, især i starten, var min sovepose. Den var en af de ting jeg havde med mig i rygsækken, og den blev mit helle og min trygge hule, som jeg kunne kravle ned i hver aften når dagen var omme – som en slags omfavnelse når jeg lukkede øjnene for natten.

Stille og roligt begyndte dagene at blive lidt lysere. Ikke bare i den ydre verden pga årstiden, men også i min indre verden. I starten af juni måned valgte jeg at få hjælp gennem en fantastisk clairvoyant, og de 30 minutters clairvoyance gjorde en kæmpe forskel i mit liv. Pludselig forstod jeg hvad det handlede om. Pludselig var der blevet tændt et lys i den grå masse. Ham jeg boede hos kunne ligefrem se en fysisk forskel på mig fra før og efter samtalen, og fra da af gik det bare fremad.

Jeg afsluttede mit ophold i Brande i slutningen af juni. Jeg havde stadig ikke fundet en bolig, da jeg ikke anede hvor jeg skulle hen, og jeg havde på daværende tidspunkt accepteret at det var en del af min rejse at finde hjemmet i hjertet og ikke i en ydre bygning. I juli måned rejste jeg først en uge til Glastonbury, herefter en uge til Ringsted hvor jeg passede to katte i et kolonihavehus for en FB ven, for til sidst at være til spirituel festival på Den Gyldne Cirkel i slutningen af måneden. Jeg havde stadig ikke fundet et sted at bo, og selv om jeg kunne blive lidt tid hos min far og hans kæreste i Roskilde, hvor jeg havde haft stop imellem de mange aktiviteter i juli, så mærkede jeg det var tid til at jeg skulle videre.

På magisk vis opstod der igen en ny mulig for midlertidig møbleret bolig, og fra jeg talte med min kommende udlejer til at jeg var rejst fra Roskilde tilbage til Midtjylland og stod i min nye bolig gik der kun et døgn. Det var egentlig meningen jeg bare skulle bo her i et par måneder. Men efter et par måneder med en indre automattanke om at jeg også hellere måtte videre, gav jeg slip. Nu har jeg boet her i 1 år og 9 måneder snart. I 2 år har alle mine ting været opmagasineret på et lager i Herning. Eller alle ting på nær mit skrivebord, min dyne og hovedpude, nogle krystaller og bøger og noget af mit tøj. Jeg har boet småt i den periode, med et værelse (der har virket som både soveværelse, kontor og opholdsrum), et lille tekøkken og et badeværelse. Rejsen og tiden de sidste 2 år har lært mig uendelig meget om mange forskellige ting, og selv om det startede som en af de mest ubehagelige ting i mit liv vil jeg ikke have været noget af det foruden, for det har været med til at gøre mig til det menneske jeg er i dag.

Fortsættelse følger…

  
_____________________________________

Jeg er uendelig taknemmelig for alle de mennesker der på forskellig vis har været frelsende engle på min rejse. De/I vil altid have en smuk plads i mit hjerte 

Jeg har med vilje ikke skrevet nogle navne eller nævnt den person der udløste dette. Navne har ikke relevans for min historie, og selv om denne person har været en af mine hårdeste fødselshjælpere, så har jeg tilgivet vedkommende, da jeg ser at han var en vigtig brik i at jeg kunne tage næste skridt i mit liv🙏