I dag er det langfredag. Langfredag er en mindedag for korsfæstelsen af Jesus Kristus og vi mindes døden (hvis vi husker det).
På denne langfredag har jeg lyst til at dele lidt om memento mori.
Memento mori stammer helt tilbage fra den græske filosof Sokrates (470-399 FVT), men det er som om dets mening er forsvundet igennem de par tusinde år der er gået siden.
I stedet for at vi ærer livet ved at huske at vi en dag skal dø, lever mange livet omvendt med en frygt for døden, hvor de glemmer at de skal leve.
Det eneste der er sikkert i livet, er at vi skal dø en dag! Og jo før vi stifter fred med dette, jo før kan vi begynde at leve livet.
Jeg har selv mistet min mor i forholdsvis ung alder (jeg var 28 år i 2003), og som jeg har delt i et opslag for 1-2 år siden, så var en af de ting jeg lærte af min mors død at vise min kærlighed mere, og at gå helt ind i kærligheden i stedet for kun at kradse den lidt i overfladen.
Det var selvfølgelig ikke noget der skete lige fra den ene dag til den anden, og jeg skulle da også stå overfor at min elskede kat Simba fik en ”trussel” om en svær diagnose før jeg fik den helt ind i 2010. En trussel om diagnose der heldigvis viste sig at være forkert, men som satte den sidste del på plads i forhold til at elske fuldt. At vælge at gå helt ind i kærligheden.
Men at elske fuldt gør ikke nødvendigvis at man husker at leve livet. Der er virkelig mange ting vi kan vælge at bekymre os om, skabe af forbehold, regler, begrænsninger osv. der gør at vi lever et liv ud fra frygt og falsk sikkerhed, fremfor et liv fyldt med LIV, oplevelser vi kan gemme i hjertet, mennesker som vi sammen skaber guldøjeblikke med og meget mere.
Min rejse har udviklet sig gradvist siden min mor døde og gør det stadig. År for år finder jeg nye gyldne nøgler til at åbne låse i mig selv, der gør at jeg formår at leve livet endnu mere. Tilbage i 2022 endte jeg selv på hospitalet her i Sverige med en alvorlig inflammation, og 12 dage indlagt med heftig medicin. Endnu et wake-up call af de store for mig, og endnu en oplevelse der gjorde at jeg valgte at fokusere endnu mere på det der giver LIV i mit liv, fremfor det jeg kan gå og være bange for.
Personligt er jeg ikke bange for at dø, og jeg kan da også huske at da jeg lå på hospitalet i 2022, der bad jeg mere for Martin end jeg gjorde for mig selv. For det ville være Martin der skulle være tilbage uden mig, mens jeg (ifølge min overbevisning) vil gå videre til de åndelige verdner hvor der ikke er de samme begrænsninger som der er her på jorden (men det er en samtale til en anden dag).
Livet har vist mig mange gange at jeg skal huske døden. Ikke som at jeg skal gå og frygte døden, men at jeg skal huske at leve fuldt i årene imellem fødsel og død. Ingen af os ved hvornår det er vores tur til at forlade den fysiske verden.
Min mor døde da hun var 52 år gammel. I år bliver jeg 51 år, og jeg vil gerne overleve min mor, hvilket jeg også satser på. Men skulle det ikke ske, så ved jeg at jeg har forsøgt at leve det bedste jeg kunne. Jeg sprang ud som selvstændig i 2014, sprang ud i kærligheden med Martin, giftede mig med ham, og sammen sprang vi ud i eventyret med at flytte til Sverige, hvor vi nu har boet i 3½ år og jeg elsker stadig det hele ♥ Og det er bare de store livsbegivenheder.
Har der så ikke været bump i mit liv – jo i den grad. For når man satser, så drejer man også nogle gange ”forkert” – eller skal vi kalde det for omveje 😃 Og det har jeg da også været på, altså omveje, men jeg har også lært rigtig meget af dem, og kunsten for mig er at lære af mine ”fejl” eller ”omveje”, så jeg hele tiden lever bedre og bedre og igen får mere LIV ind i mit liv.
Jeg har stadig en masse LIV jeg ønsker at putte ind i mit liv, og jeg har stadig ”ikke-LIV” jeg ønsker at filtrere ud med tiden, men jeg LEVER i mit liv og det er det vigtigste.
Så lad os huske døden – den overgang der er det eneste sikre i vores alle liv.
Lad os huske at elske og at vise dem vi elsker at vi gør det, så intet godt er usagt.
Lad os huske at skabe en masse LIV og oplevelser i vores liv. Oplevelser som er noget vi ønsker, og ikke kun andres drømme.
Når vi nu ved at vi en dag skal forlade denne fysiske krop, så kan vi lige så godt få det bedste ud af det ♥ Så memento mori – husk døden.
I kærlighed ♥