“I see my greatness in you
And I see your greatness in me”

hviskede jeg ind mod træet. Om ordene kom fra mig eller træet ved jeg ikke, men min mund formulerede ordene ud i luften mens jeg let berørte træets bark.

Jeg var gået på opdagelse i en lille skov tæt på hvor jeg bor, og pludselig blev jeg draget væk fra stien og ind mod en af skovens kærlige kæmper der stod et stykke væk fra stien.

Efter min sædvanlige hilsen til områdets, skovens, og træets devaer, spurgte jeg træet om jeg måtte kramme det. ”Ja mit barn” fornemmede jeg vibrere fra stammen ind i mit hjerte. Så jeg svang mine arme om træet og trykkede mig ind i træets favn.

”Jeg hørte din kalden” sagde jeg stille til træet. ”Du hørte din egen kalden” svarede træet, ”for jeg er dig og du er mig.”

Det regnede, men jeg havde sat min paraply op af træet, og mens jeg forsvandt ind i træets favn, blev træets smukke krone naturens paraply. Jeg søgte træets ro og visdom, og mens jeg stille og roligt smeltede sammen med træet, slog hjertet lidt langsommere og vejrtrækningen faldt ind i rytme med træets. Ahh..

”Åh jeg kunne kramme dig for evigt” sagde jeg til træet. ”Jeg er evigheden” svarede træet på den blideste måde, og så krammede jeg lidt ekstra mens jeg mærkede træets ro og visdom i mit hjerte, og mod min kind og min brystkasse der hvor jeg rørte træet fysisk 

Efter et stykke tid i evigheden kunne jeg mærke jeg skulle videre. ”Er det tid til jeg skal gå?” spurgte jeg indvendig. ”Ja mit barn” mærkede jeg endnu engang svaret vibrere tilbage. Med et dybt suk slap jeg grebet om træet, gav det et kys, og med paraplyen i hånden gik jeg stille og roligt ned af en ny sti, mens jeg kærligt hviskede tilbage ”Jeg elsker jer kære træer, kære skov, kære devaer – vi ses igen snart….”