På lidt over et år har jeg tilbragt næsten 10 uger i Assisi. Det er blevet til næsten lige så mange søndage, hvor jeg de fleste søndage har haft valgt at tage til højmesse i Basilica di San Francesco. Jeg delte sidste år billede og minder fra højmessen, men indtil i går har jeg kun haft deltaget i den italienske version. Jeg har godt tidligere vist at der var en engelsk messe i samme kirke, men som det nogle gange er i livet, så har den ikke tiltrukket mig særligt tidligere, så det er først på denne tur til Assisi at jeg har kunne mærke at jeg gerne ville deltage i den engelske messe i Basilica di San Francesco.

Den engelske messe foregår inde i Sacro Convento der er de fransiskanske brødres ”hjem”. Den første søndag hernede var vi til den italienske messe, og de sidste 2 søndage har vi været på skadestuen om lørdagen, så der har ikke været det store overskud til det, men i går kunne jeg mærke at jeg skulle af sted. Det var vigtigt at jeg fik det prøvet denne gang var der en indre stemme der sagde. Så vækkeuret blev sat, så jeg var sikker på at komme af sted.

Efter de sidste par uger med Martins sygdom har jeg været en smule sårbar. Men den sårbarhed tog jeg blot med mig til messen.

Det var så fin en oplevelse. De italienske messer har for mig kun været en energimæssig og visuel oplevelse, da jeg ikke forstår sproget, men selve messen har jeg ikke rigtig været deltagende i. At få lov at opleve den på engelsk var en helt speciel oplevelse for nu forstod jeg også teksterne, og den amerikanske fransiskaner broder der stod for messen rørte mig med sin ydmyge og nærværende tale til os, som han i dagens anledning valgte at holde nede blandt tilhørende uden mikrofon og uden at stå ”over” os. Hans ord var meget vedrørende og dagens tekst omkring Moses og den brændende busk, og guds navn ”I am, that I am” talte til mig på en måde så jeg blev rørt i hjertet.

Først da der var nadver kom jeg i en lille bitte følelsesmæssig klemme i mit indre, da en del af mig følte mig presset til at gå til nadver selv om jeg ikke havde lyst. Det var selvfølgelig en indre selvskabt form for gruppepres, der ikke var eksisterende i det ydre. Jeg blev alligevel siddende på min stol mens de andre gik forbi, og valgte at ignorere mit eget opstillede indre gruppepres, og da rækken var ved at være forsvundet besluttede jeg mig for at gå op og bede om en velsignelse i stedet. Den velsignelse jeg fik gav mig tårer i øjnene, for i oplevelsen blandede broderens mildhed og ydmyghed sig med den guddommelige strøm og blev til en smuk oplevelse af fader/moder Gud 

Den engelske messe var en anderledes oplevelse både fordi jeg forstod ordene og dermed kunne deltage aktivt med min mentale del, men også fordi den var mere intim pga færre mennesker og mindre rum, samt at der blev spillet på guitar og sunget for på salmer jeg rent faktisk kunne synge med på.

Indtil sidste forår hvor jeg var i Assisi for første gang har jeg på trods af min samhørighed med Frans af Assisi altid haft en form for modstand på den katolske kirke – men ikke af en bestemt definer bar årsag. Mit besøg i Assisi i foråret 2018 healede denne, så jeg siden har været neutral i forhold til den katolske kirke. Jeg er ikke katolik, har aldrig været det i dette liv og har heller ingen planer om at blive det. Når det så er sagt så er der især tre kirker hernede i Assisi som jeg elsker at sidde i, og jeg finder en stor indre ro lige netop disse steder, som jeg ikke har oplevet i nogle andre kirker tidligere i mit liv. Mine mange dage i Assisi, besøg i Assisis kirker og deltagelse i hhv. messer og vesper har gjort et indtryk på mit hjerte. Det har været og er en utrolig smuk rejse at få lov til på en måde at gå tilbage i tiden, genleve tidligere tider, og så alligevel kunne rejse hjem og integrere det i dette liv 

I dyb taknemmelighed og kærlighed….