Beltane er det keltiske navn for det vi i Danmark har kaldt majfesten. Men langt før den nuværende kalender og de måneder vi har nu, havde festen i de nordiske lande også et andet og for mig ukendt navn, da der ikke findes mange skrifter tilgængelig fra den tid.
Det keltiske navn ”Beltane” betød ”Bålet af Bel”, og Bel var en datidig keltisk gud.
Dette tidspunkt på året blev i førkristne tider anset for at være begyndelsen på sommeren og dermed bragte den liv og fertilitet tilbage i livet. I gamle dage var liv og fertilitet livsnødvendigt for familiernes overlevelse, men i vore tider er vi mindre afhængige af efterkommere der kan hjælpe os og resten af familien hvis der skulle ske os noget.
Fordi de fleste af os – i hvert fald i de nordiske samfund – ikke længere skal frygte de basale behov, er mange af de gamle solhøjtider og fejringen af disse gået i glemmebogen for de fleste. Og derfor er mange af de gamle traditioner mere eller mindre forsvundet.
Jeg er her bl.a. for at være faneholder for livets rytmer, og en af dem er årstidernes rytmer, som vi stadig er utrolig afhængige af, men som de fleste har glemt.
NYDELSE
Beltane handler som nævnt om liv og fertilitet, men det handler også om nydelse! Ja, nydelse. En tilstand som rigtig mange mennesker desværre ikke længere tillader sig selv at opleve.
Der kan være rigtig mange årsager til hvorfor nydelse er kørt ud på sidesporet for den enkelte, men der er også rigtig mange grunde til hvorfor det er vigtigt at få nydelsen ind igen. Selv i dyrenes mere instinktive liv kan vi vidne forskellige former for nydelse. Jo større dyr, jo lettere at observere. Kig fx bare på en kat der nærmest ligefrem er en mester i nydelse :-D
Der kan være forskel på hvordan mænd og kvinder oplever nydelse, og nydelse er oftest ret individuelt, da vi alle har forskellige præferencer.
Af forskellige årsager har mange af os rykket langt væk fra at tillade os selv nydelse. Hvis vi aldrig har lært at prioritere nydelse, men fx lært at livet er hårdt og at man bare skal knokle på og ikke pive så meget, så kan det måske være svært at læse om ovenstående og forstå vigtigheden af det. Men i den fysiske verden som vi lever i, er dualiteten exceptionelt vigtig, og nydelse og hårdt arbejde kan let komme til at virke som ret stærke modpoler. Ikke desto mindre er nydelse vigtig at huske, netop som modpol til hvis man lever et hektisk liv.
Ansvarlig eller uansvarlig nydelse?
Nydelse kan både være den mere uansvarlige form for nydelse, hvor det bliver på bekostning af andre, men det kan også være på den ansvarlige måde hvor ens nydelse bliver til en fordel for både én selv og andre, fordi vi også husker at fylde vores egen kop op. Den tomme kop har ingenting at give fra, og bliver mere en konstant higen efter at få noget i sig i stedet. Når vi prioriterer og fylder vores egen kop op, har vi mere at give af til andre, så dermed bliver vores nydelse ikke bare en gevinst for os, men for helheden.
Personligt har jeg selv i mit liv skulle lære at huske nydelsen, at gå fra pligtopfyldenhed og opfundne målsætninger til at prioritere at jeg også skulle huske at nyde livet og være i nuet. Ikke at det behøves at være et enten eller, men en større afbalancering af yderpolerne. Jeg kan heldigvis sige at jeg er nået et ret godt stykke på vejen og tillader mig nydelse på flere områder af livet.
Find eller genopdag din egen nydelse
Hvis du ikke allerede nu kan mærke nydelse eller ved hvad det er du nyder, så er dette en invitation til at begynde rejsen og udforskningen af hvad der er nydelse for dig.
Nydelse behøver ikke at være noget der koster penge, men kan lige så vel være noget meget enkelt. Her er nogle eksempler på hvad jeg finder nydelse i, og måske nogle af dem kan inspirere dig til det samme eller måske få dig til at indse at dit er noget helt andet.
Solens varme stråler på min hud.
Bare fødder på græsset.
Solsortens aftensang.
Et kys eller kærtegn fra min mand.
Noget virkelig lækkert mad eller drikke.
At se vilde dyr tæt på os i haven.
At lytte til et smukt stykke musik.
At gå i tøj jeg selv elsker.
At have hænderne i jorden i vores have.
At starte dagen langsomt.
At nusse et dyr.
At få en god massage.
Alle disse er blot udtryk for de ting jeg har og prioriterer i mit liv, og måske det er noget helt andet i dit. Jeg håber, at dette kan være en inspiration til at du prioriterer nydelsen i dit liv og hvis du allerede gør, at du husker at fejre at du rent faktisk gør dette for dig selv.
💛 Så glædelig Beltane alle sammen. Glædelig nydelsens dag 💛
Et lille ps her til sidst. I tidligere tider hvor vi ikke havde kalendere, blev fejringen af Beltane afholdt midt imellem forårsjævndøgn og sommersolhverv. Dette tidspunkt falder den 5. – 6. maj ifølge vores nuværende kalender, så derfor holder jeg fast i det oprindelige tidspunkt for fejringen fremfor den tilpassede dato som er fastlagt den 1. maj. Energien er dog helt den samme uanset om man går 5 dage tilbage eller frem i forhold til det oprindelige skæringspunkt.
Vil du inspireres af mere information om Beltane og de ritualer du kan vælge at gøre på denne dag, så er her en artikel jeg skrev i Magasinet Prana tilbage i foråret 2019
Artikel