Jeg har altid elsket at gå. Både i naturen og i byen – bare det at gå og bevæge mig gør noget rigtig godt for min krop og mit sind. I benenes ensartede rytme kan jeg skabe et rum for mig selv, hvor jeg kan lade alt der vil frem og ud, strømme igennem mit hoved uden agenda og betingelser. Nogle gange er det bare ”affald”, nogle gange ting jeg skal huske og andre gange bliver jeg dybt inspireret når jeg går mine ture.

De sidste to uger har jeg som selv”medicinering” gået 1½-2 timer dagligt i naturen. Det har været nødvendigt og opladende for mig. I starten sørgede jeg for at gå så jeg var ude mens det var lyst, men nogle dage har det bare ikke været muligt for mig, så der har jeg gået i mørket. Og jeg elsker det! At komme helt væk fra byens lys, og bare gå i et med mørket, med naturen og med dens væsen er meget berigende for mig.

I mørket bliver jeg ikke distraheret af farver, former, lyde osv, men mærker alt i energien og bevægelsen i stedet – fuldstændig uden bedømmelse af om noget er smukt eller ej. Det ER bare  Og det samme er jeg. I mørket bliver jeg ét med alt omkring mig – vi trækker vejret sammen i et splitsekund midt i det store univers.

Da jeg var yngre var jeg ikke så vild med at gå i mørket. Jeg så alle mulige skygger og bevægelser der forskrækkede mig, og i mørket kunne jeg ikke se klart, så det gjorde mig utryg. Nu føler jeg mig hjemme når jeg går i mørket, i sikkerhed med venner, og selv om det er mørkt kan jeg let se grusstien der med sin lysere farve lyser op som en stribe foran mig mellem græs, bruske og træer.

Min daglige vandring indeholder også ½ time hvor jeg sidder ved vandet helt alene og bare er. Det er både smukt i lyset og i mørket. I lyset oplever jeg livet omkring mig, dyrenes aktivitet både over og under vandet, menneskene der går eller cykler forbi. I mørket får jeg den helt unikke mulighed at gå i et med naturens åndedræt. Jeg har endnu til gode at møde nogle på mine aftenvandringer i mørket, så når jeg sidder ved vandet er det i komplet stilhed uden andre lyde end dem der opstår i naturen, hvilket er meget få da den sover.

Kærligst hende der (også) vandre i mørket