I går havde jeg lavet en aftale med en kvinde om at mødes og så gå til aftenbøn/stille meditation i Basilica de San Francesco. Af forskellige omstændigheder blev hun 30 minutter forsinket i forhold til aftalt tid, så jeg sad og ventede ved kirken.
I starten sad jeg der alene i velsignet stilhed og mit eget space. Som jeg skrev i går var jeg ret sårbar efter en åbning dagen før, så havde egentlig ikke det store behov for samvær med mennesker, og normalt når jeg har det sådan holder jeg mig for mig selv, men jeg havde vurderet at møde med kvinden sagtens ville gå, da vi jo skulle ind til stille bøn og meditation.
Mens jeg sad der og ventede, kom der pludselig en gruppe af italienere (flest kvinder) i 60-70’erne gående med guide. På trods af at der er meget plads hvor man kan sætte sig, satte de sig klods op af mig, som i med 5 cm mellem mellem os. Det synes jeg alligevel er ret meget inde i mit space, så jeg møffede mig lige lidt væk til den ene side, men blev også rimelig hurtigt ”lukket inde” fra den anden side. Samtidig så har italienerne en lidt mere ”voldsom” måde at snakke på end vi har i Danmark, så der var knald på energierne, og jeg kunne slet ikke lukke det ude pga min hyper sensitivitet i går.
Fordi jeg hele tiden ventede på hende jeg skulle mødes med flyttede jeg mig ikke, for jeg havde skrevet at jeg sad der og hun havde ikke mødt mig før. Heldigvis flyttede de sig igen efter 10-15 minutter, men der var jeg blevet så skæv i energien at jeg ikke rigtig formåede at rette den op ved bare at sidde der. Til sidst kunne jeg mærke at jeg var nød til at droppe meditationen. Det gav ingen mening for mig at gå ind i et stille rum med den energi med mig, det ville bare forstærke den.
Den dag jeg ankom til Assisi i torsdags kørte vi med bussen forbi en smuk solsikkemark. En sådan har jeg aldrig set før og jeg var stærkt fascineret. Min oprindelige plan med dagen i går havde været at gå ud forbi den, men jeg nåede det ikke pga det aftalte møde.
Så i stedet for at gå til det aftalte arrangement i kirken med kvinden, besluttede jeg mig for at gå en tur ned ad bjerget og besøgte solsikkemarken, og kvinden jeg skulle mødes med (og som jeg også mødtes med kort) gik ned i krypten til Frans i stedet.
Det var det klogeste valg, for den gode lange gåtur, først ned og siden op ad bakke, var godt for mit system og min krop, og skønheden og letheden i solsikkemarken nærede også min sjæl, så faldt helt på plads igen undervejs 
På billedet kan I både se en gladere kvinde og en masse solsikker 
