”If we swim with the tide at the time when it is strongest, we shall cover a greater distance with less effort than at any other time.” Max Heindel

I forbindelse med mit arbejde med De 12 hellige nætter før og efter jul (som du kan få her) har jeg dykket ned i mange esoteriske tekster omkring juletiden og energien i tiden omkring. Denne rejse har gjort mig opmærksom på at der også er en esoterisk og dybere betydning af Advent, som forberedelse op til de 12 hellige nætter efter jul.

Udover min åndsvidenskabelige interesse og uddannelse, har jeg et stort ben i den fysiske planteverden qua min store interesse for selvforsyning, livets fysiske cykliske kredsløb og balancen i og med naturen.

JULEN OG ÅRETS CYKLUSSER
Den korteste måde at forklare hvad der sker i julen energimæssigt/esoterisk, er at der åbnes op for en periode hvor vi er ekstra sensitive og modtagelige for de åndelige impulser der gør at vi kan reflektere over året der er gået, og forberede det nye år der kommer.

Dette har ikke noget med Jesus eller den kristne tro at gøre, men har noget med planetens cykliske rytme – årets kredsløb. Lysets komme.

I mit arbejde med jorden, planter og selvforsyning har jeg lært at nogle frø kun spirer hvis de har været udsat for kulde, hvile eller andre faktorer det sætter gang i spiringen. Dvs. på vores nordlige del af kloden er der planter, der kun kan overleve hvis der kommer en form for vinter (kulde).

MENNESKET OG FRØET
Frøet til planten, og spiren til det udviklede menneske (vi mennesker er denne spire), har begge brug for det årlige kredsløb for at kunne udvikle sig. Lige som træerne om efteråret smider bladene, bliver helt nøgne udadtil og trækker al energien indad for at lade op til et nyt års kredsløb med nye skud, blade og blomstringer, på samme måde er det naturligt for det endnu ikke fuldt udviklede åndelige menneske at have en hvileperiode, at trække sig indad og forberede det nye års komme.

Når vi følger naturens kredsløb og de optimale energier der er efter 21/12 hvor lyset begynder sit skifte, eller ”genopvågning” til det nye års cyklus, vil vi som Max Heindel siger, nå over meget større distancer i det indre end vi ville kunne gøre på andre tider af året. Derfor er advents-forberedelsen, det indre arbejde omkring de 12 hellige nætter så potent stærke muligheder for at arbejde med os selv.

Det tragikomiske er at de fleste mennesker i de dage hvor energien er mest stærk – nemlig 24-26/12 og 31/12-1/1 vælter sig i fed mad, sukker, alkohol og andre bedøvelsesstoffer, der rent faktisk gør at vi bedøver os selv i de dage hvor vi er allermest potente for at gå i dybden i vores smukke selv.

ADVENT
Ordet advent kommer fra det latinske ”Adventus” der betyder ”komme”. I kirken indleder 1. søndag i advent det nye kirkeår. Før reformationen startede 1. advent en fasteperiode som skulle forberede sindet på Jesu komme. 1. advent starter perioden hvor vi tæller ned til juleaften. Til lysets ankomst.

Som de kristne der tidligere brugte adventsperioden som forberedelse til ”Jesu komme”, på samme måde kan vi bruge disse 4 adventssøndage som trin i forberedelsen af jorden i vores indre, så de frø vi modtager i slutningen af måneden, får den lækreste muld at sætte spire i.

Adventskransen er en forholdsvis ny skik i Danmark. Den fik sin store udbredelse i forbindelse med 2. verdenskrig, hvor lys-symbolikken havde en ekstra stor betydning under besættelsen.

Hvis vi bruger traditionen med de 4 adventslys, kan disse 4 lys symbolisere denne forberedelse, og hvis du har lyst, kan du på disse adventssøndage fokuserer indad på lige den måde der giver mest mening for dig. Det kan være gennem siddende meditation, ved en gåtur i skoven hvor du mærker naturens stilhed og indadvendthed reflektere i dit eget indre eller noget andet der passer godt til lige netop dig.

Rudolf Steiner har ligeledes arbejdet med advents-traditionen som forberedelse til de 12 hellige nætter, og nedenfor er inspirationer fra ham til en tekst man kan fokusere på, på i dag 1. søndag i advent. Lidt a la tankefrøene.

1. Advent: “Jeg vier mig til kærlighedens åndstjeneste, ånden, som skal fødes i mig.”

Glædelig 1. søndag i advent og god forberedelsesrejse mod lysets komme